(Last Updated On: 22. oktober 2018)

Der er ros til Grethe Ahrensbachs bryllupsvirksomhed, men ikke den store konkrete opbakning fra erhvervsorganisation og politisk side i den opståede konflikt. Her modtager hun iværkersætterpris i 2017. (Foto: Stevns Erhvervsråd)

Højerup: Grethe Ahrensbach har haft stor succes med sine unikke bryllupsarrangementer i Højerup Kirkeruin.

Men alt tyder nu på, at hendes firma, Magical Weddings, stopper sin virksomhed på Stevns.

Positiv dominoeffekt

Ifølge Grete Ahrensbach har hendes bryllupsceremonier betydet over 300 overnatninger alene i 2017.

– Jeg har mellem 20-30 bryllupper om måneden, og langt de fleste bestiller frisør, blomster, middage og meget andet her på Stevns, så det kommer i den grad det lokale turistliv til gode, forklarer bryllupsarrangøren.

Forhøjer lejen

Årsagen til at Ahrensbach varsler succesen med de internationale bryllupper for slut, skyldes at den selvejende institution, Selskabet Højeruplund, som forvalter den gamle kirke i Højerup, Traktørstedet og deres omgivelser, forhøjer lejen af kirkeruinen fra 1.000 kr. til 4.000 kr. for en times brug.

“Er I blevet grådige?” spørger Stevnsbladet formanden Jens Carl Jørgensen:

– Vi lavede en aftale med Grethe Ahrensbach for tre år siden for at hjælpe hende i gang. Den udløber til januar 2019, siger selskabets formand.

Klager over lukket dør

Jens Carl Jørgensen finder, at Magical Weddings har fået særligt gode vilkår med leje på 1.000 kr. hvor andre måtte betale 2.000 kr. Og han lægger ikke skjul på, at stigningen er sket for at begrænse antallet af bryllupper:

– Vi har modtaget klager fra bl.a. Østsjællands Museum om at kirkeruinen for ofte er lukket på grund af bryllupper, så nu kan man højst have tre arrangementer per dag, siger Jens Carl Jørgensen, som desuden mener, at folk, der vil giftes ikke ser så meget på pengepungen, at stigningen vil få betydning.

Folk melder fra

Grethe Ahrensbach kan derimod oplyse, at 16 ud af 20 tilmeldte bryllupper i foråret 1019 netop har meldt fra grundet prisstigningen.

– Jeg betalte 29.000 kr. i august og 20.000 kr. i september i leje til Højeruplund, men jeg kan ikke pålægge mine kunder at betale 4.000 kr. for 10 minutter, det er ødelæggende for min forretning, lyder det fra Magical Weddings’ direktør, som afviser, at turister møder en lukket dør når hun arrangerer bryllupper.

Hun er nu begyndt at lave aftale med rådhuset på Ærø og Københavns Rådhus.

Roser til Magical Weddings

Da Selskabet Højeruplund holdt generalforsamling i 2017 lød det i formandens beretning:

“Vi skylder Grethe Ahrensbach fra Magical Weddings stor tak for hendes arbejde med at markedsføre kirkeruinen, Højeruplund og hele Stevns.”

Stevns Erhvervsråd har i 2017 kåret Grethe Ahrensbach til Årets Iværksætter fordi hun “på kort tid har bevæget sig fra idéplan til virksomhed”, “Har formået at sætte Stevns på landkortet”, “indfrier høje forventninger”.

– Vi forventer øget aktivitet på området bryllupsturisme i årene fremover, og oplever stor interesse fra forskellige aktører, siger erhvervschef Thomas Christensen, der ikke ønsker at udtale sig om den konkrete konflikt.

Ingen politisk indblanding

Formanden for kommunens Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme-udvalg beklager hvis Magical Weddings stopper sine aktiviteter på Stevns.

– At Selskabet Højeruplund ønsker at hæve indtjeningen for lån af kirkeruinen er deres anliggende, og ikke noget jeg som politiker kan eller skal bestemme. At de samtidig opsætter nogle retningslinjer for brug af kirkeruinen forstår jeg udmærket. Der er opstået et stigende problem med, at turister ikke har offentligt adgang til kirken grundet de mange vielser. Med retningslinjerne forsøger Selskabet Højeruplund at gøre plads til alle. Jeg håber dog, at Magical Weddings fortsat vil benytte Stevns og Stevns Klint til at vie både lokale og internationale gæster. Der er masser af muligheder for en god ceremoni både i og udenfor Højerup, som også Grete Ahrensbach har været med til at påvise, at der er en stor efterspørgsel på, lyder det fra Mikkel Lundemann (K).

sky

 

Skriv en kommentar