(Last Updated On: 30. juni 2017)

By Night: Der er lagt op til en opsigtvækkende og mangfoldig »Verdensarvsdag«, når Stevns Kommune og Verdensarv Stevns indtager Tinghuset og Nytorv fredag den 30. juni når der afholdes By Night-arrangement i Store Heddinge.

Film, hoppeborg og, og, og

Verdensarven byder sig til mellem kl. 17-20. Og der er en imponerende vifte af aktiviteter, som man både kan betragte, lytte til, undersøge og selv deltage i.

De mange begivenheder sker i Tinghuset, i gården bag og på Algade. Det kommende besøgscenter og nye partnere præsenteres. Der er børnesjov med blandt andet hoppeborg. Der kan quizzes, og der vises dokumentarfilmen »Klint«, og alle kan komme med deres eget kreative bud på besøgscentret. Der bliver nemlig også fokus på fremtidens Boesdal.

Gratis elskov på biblioteket

Fredag den 30. juni kl. 19-21 viser  Teatret OPtimis cabaret-forestillingen »Elskov, vin og basfioler« om den eminent ekvilibristiske og indfølende svenske digter og entertainer Bellman. Det sker i Store Heddinge Biblioteks lokaler i Kirketorvet 2. Og det er gratis.

Vi befinder os i 1700-tallets Stockholm og træder ind i Bellmans liv, dér hvor han er ved at skabe sit hovedværk Fredmans Epistler: En samling viser, der giver et levende billede af et underklasse-bohemeliv, fyldt med hed elskov, masser af kølig vin og liflige strøg på basfiolen.

Åbent hus i vandværket

Viggo Nielsen fra vandværket er så glad for nyordningen, at han og vandværket inviterer til sigthseeing når Store Heddinge fejrer By Night.

Fredag den 30. juni kl. 19-21 er der åbent hus på vandværket på Erikstrupvej 15. Her kan man få lov til at se, røre og drikke det nye, dejlige bløde vand, og ikke mindst høre om hvordan det produceres.

Gratis film i Snurretoppen

Biografen Snurretoppen i Store Heddinge holder åbent hus når byen fredag 30. juni er klædt i By Night festtøjet.

Folkene bag kulturstedet viser non-stop, gratis film fra kl. 17 i den nyrenoverede biograf i Algade 32.Filmen er rigtig stevnsk, og viser middelaldermarkedet på Gjorslev Slot.

Målkonkurrence på Nytorv

Store Heddinge Boldklub er også på gaden når der er By Night fest i Store Heddinge. Ikke med gadefodbold, men med målsparkkonkurrence.

Der opstilles et såkaldt »target goal net« ved Tinghuset på Nytorv.

sky

 

Skriv en kommentar