(Last Updated On: 27. marts 2020)

Thomas Lykke Hansen ved arbejdscomputeren, der kører på el, som er produceret af ren vindenergi. (Foto: XL-BYG CF Karise)

Erhverv: I starten af året tog XL-BYG CF Karise beslutning om at konvertere virksomhedens energiaftale med SEAS NVE til en el-løsning, der er baseret på ren vindenergi. Den nye aftale betyder, at XL-BYG CF Karise hvert år sparer miljøet for 21,3 ton CO2. Det svarer til den årlig CO2-udledning for to gennemsnitsdanskere.

– Som forbrugere er vi mere og mere klimabevidste og som virksomhed synes vi også, at vi skal tænke i klimavenlige løsninger. Vores overbevisning er, at ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget, fortæller salgschef Thomas Lykke Hansen og tilføjer, at XL-BYG CF Karise ydermere har integreret små daglige tiltag, som i det store regnskab boner positivt ud på miljøkontoen.

Blandt andet er de traditionelle dieselgaffeltrucks sendt på pension og erstattet af støjsvage og miljøvenlige el-trucks; og det er kulturen i virksomheden, at medarbejderne slukker alle el-forbrugende maskiner og apparater når de går hjem efter arbejdstid. Herudover undgås i videst muligt omfang engangsservice; for eksempel serveres kaffen til kunderne i genanvendelige keramikkrus i stedet for plastikkrus, og postevand serveres til møder i kander, i stedet for flasker.

– Det er daglige tiltag, der alt sammen har en effekt. Og det er rigtig godt at vide, at vi alle med en større eller mindre indsats, er med til at gøre en forskel til gavn for miljøet og klimaet, slutter Thomas Lykke Hansen.

Skriv en kommentar