(Last Updated On: 7. september 2021)

Navnenyt: Den 1. september er 59-årige Randi Larsen startet som ny leder af det sociale værested Café Stevnen i Algade, Store Heddinge. Det oplyser KFUM’s Sociale Arbejde i en pressemeddelelse.

Ny daglig leder af Café Stevnen, Randi Larsen. (Pressefoto)

Randi er oprindelig pædagog og har efteruddannet sig på diplom og master i psykologi. Hun har i mere end 20 år arbejdet som børne- og ungekonsulent og tilsynsførende i kommuner. De seneste syv år i Socialtilsyn Hovedstaden, hvor hendes fokus primært har været på udsatte og voldsramte på krisecentre og herberg, samt specialtilbud til unge med psykiske lidelser og indenfor autismespektret.

Randi tror på, at kærlighed mellem mennesker kan overvinde barrierer som isolation og ensomhed. Den indsigt henter hun bl.a. fra citatet:

’At give giver mere glæde end at få, ikke fordi det er et savn, men fordi der i handlingen ved at give ligger en betydning af mit liv’, Erich Seligmann Fromm, tysk sociolog, filosof, psykolog.

Hertil tilføjer Randi:

– Citatet taler for mig så fint ind i den store indsats, som de mange frivillige, brugere og styregruppen yder i forhold til at drive Café Stevnen. Som et socialt fællesskab, med venlighed, godhed, kærlig hjertevarme og omsorg. Hvor der er stor glæde ved at give, og hvor der er glæde, når sårbarhed og ensomhed for den enkelte kan ændres til øget trivsel. Det fællesskab ser jeg frem til at få lov at være en del af, fortsat at være med til at udvikle på og at være leder for.

Privat bor Randi i Solrød Strand på 30. år sammen med sin mand og hund. De har desuden to voksne børn, der som Randi involverer sig i frivilligt arbejde.

Randi erstatter Jette Balslev, der har været konstitueret leder siden marts i år. Jette Balslev indtræder i stedet i styregruppen, hvor hun også tidligere har været frivillig.

Skriv en kommentar