(Last Updated On: 18. februar 2020)

Fem containere udbrændte i Store Heddinge.
(Foto: Klaus Slavensky)

Politi: Tidligt mandag morgen den 17. februar foretog politiet brandundersøgelse i gården bag Algade 19 i Store Heddinge, hvor to store og tre små containere var udbrændte.

Brændte tæt på Netto

Branden opstod lørdag den 15. februar ved 5-tiden om morgenen, og det var personalet i Netto som alarmerede brandvæsenet.

– Vi var bange for, at ilden kunne brede sig til vores lokaler, fortæller souschef Kenneth Pedersen til Stevnsbladet.

Det er ikke Nettos affaldscontainere, men de stod tæt på forretningen, da de brød i brand.

Træhegn i lys lue

I følge oplysninger fra politiet, som har undersøgt brandstedet i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen, tyder alt på, at der er tale om uforsigtig omgang med noget brandbart, der kan have ulmet, indtil branden brød ud i lys lue tidligt om morgenen.

Containerne har stået op ad et træhegn, som også var brændt. Der er fri adgang til containerne, som benyttes af mange forskellige i området.
Politiet i Køge hører gerne fra personer, der måske har bemærket noget mistænkeligt i området forud for brandens opståen.
Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

sky

 

Skriv en kommentar