(Last Updated On: 5. marts 2020)

Stevns og coronavirus

Sundhed: Har du været i et risikoområde? Så opfordrer Stevns Kommune til, at man som både borger og kommunal medarbejder bliver hjemme i 14 dage.

Stevns Kommune har meddelt, at man følger retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen om, at alle ansatte i sundheds- og ældresektoren, som har rejst i områder, hvor Coronavirus er særligt udbredt (risikoområder), og er kommet hjem efter 18. februar 2020, skal blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst.

Ifølge Sundhedsstyrelsens hjemmeside, opdateret 4. marts kl. 15.49, er risikoområderne i øjeblikket følgende:

  • Italien: regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte ogVeneto
  • Iran: Hele landet, da usikkerhed om indrapportering
  • Kina: Hele landet, undtagen Hong Kong, Macau og Taiwan
  • Sydkorea: Provinsen Gyeongbuk med storbyen Daegu

Sundhedstyrelsens anbefalinger til at forebygge smitte fra coronavirus:

  • God håndhygiejne, primært håndvask, evt. hånddesinfektion, hvis hænderne er rene og tørre.
  • Undgå kontakt med personer, der har symptomer på forkølelse og/eller luftvejsinfektion.
  • Host eller nys i engangslommetørklæde, alternativt i albuebøjningen.

(Illustration: Sundhedsstyrelsen)

 

Krav til sundhedspersonale

De 14 dage regnes fra hjemkomstdato, det vil sige, at hvis man eksempelvis er kommet hjem den 8. marts, skal man blive hjemme til 22. marts, så der samlet set er gået 14 dage siden, man har været i et risikoområde.

Dette sker for at beskytte de ældre og syge på Stevns, som er mest udsatte for smitte af Coronavirus og som, hvis de smittes, er i størst risiko for komplikationer eller dødsfald.

Den nye anbefaling blev implementeret, og er gældende fra den 4. marts.

Gælder også andre

Desuden har Stevns Kommune besluttet at følge anbefalingen om, at øvrige ansatte, som har været i et af risikoområderne, og er kommet hjem fra og med den 2. marts 2020, bliver hjemme i to uger.

Det vil sige personale i daginstitutioner, skoler, fritidsordninger og alle andre kommunale medarbejdere.

Det sker for at inddæmme smitten i samfundet generelt.

Appel til borgerne

Stevns Kommune videregiver desuden Sundhedsstyrelsen anbefaling til alle øvrige borgere, at man holder sig hjemme i 14 dage efter man er kommet hjem fra risikolande og –områder, som man kan orientere sig om på på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Er man inden for 14 dage kommet hjem fra lande og områder med Corona/COVID-19 smittespredning, bør man heller ikke besøge sygehuse, plejecentre og boliger m.v., hvor der er personer, som er særligt sårbare og udsatte, hvis de bliver smittet med COVID-19.
sky/rmh

Hvis du bliver syg

  • COVID-19 kan vise sig med feber, hoste eller vejrtrækningsbesvær.
  • Symptomerne ses op til 14 dage, efter man er udsat for smitte.
  • Hvis du indenfor de sidste 14 dage har været i et land med COVID-19 smittespredning, eller hvis du har været i tæt kontakt med en person med COVID-19, så ring til lægen, hvis du er syg.
  • Det er vigtigt, at du ringer først og ikke møder op i venteværelset, da du kan smitte andre.
  • Udenfor åbningstid skal du ringe til lægevagt eller akuttelefon i din region. Region Sjælland, Lægevagten, tlf. 70 15 07 00

(Kilde: Sundhedsstyrelsen)

Skriv en kommentar