(Last Updated On: 21. oktober 2020)

Nu kan man blive testet på Stevns

 

Nu kommer der også »hvide telte« til Stevns, som tilbyder corona-test fra 27. oktober på Stevnshøjvej 99 (Foto: Colourbox)

Sundhed: Stevns Kommune har på det seneste fået flere henvendelser med ønsker om at kunne blive testet for Corona lokalt i Stevns.
»Det har vi lyttet til sammen med Region Sjælland, så nu bliver det muligt fra uge 44«, oplyser teamleder Thomas Meyhoff.

Lyttede til borgerne

Det lokale ’testcenter’ får til huse på Stevnshøj i Store Heddinge, hvor kommunen har et lokale, som lever op til de krav om f.eks. hygiejne, ind- og udgange mv., der skal overholdes for at kunne afvikle testen på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.
– Nogle gange kan det godt betale sig at række en finger i vejret og fremsætte et ønske, fortæller borgmester Anette Mortensen (V), og tilføjer:
– Det er der nogle stevnsboer, som har gjort på vores Facebook-side, og derfor tog vi en snak med Region Sjælland om mulighederne. Det så de positivt på, og derfor er jeg glad for, at vi så hurtigt har kunnet stable en lokal løsning på benene, så alle stevnsboerne ikke skal til Næstved, Roskilde eller København, hvor der er flest tider at få, slutter Anette Mortensen.

Test på Stevnshøjvej

Testlokalet ligger på Stevnshøjvej 99, og åbner tirsdag den 27. oktober.
I uge 44-46 har testcentret åbent om tirsdagen og fra uge 47 både tirsdage og torsdage. Testcentret har åbent fra kl. 10-15.
Man bestiller tid til test ved at gå ind på hjemmesiden www. coronaproever.dk (fra uge 43), og man logger ind med NemID.
Man vælger adressen “Stevnshøjvej 99”, og dernæst den tid, man gerne vil testes.

Covid19 – kontakt læge

Testfaciliteterne i Stevns er for de borgere, som ikke har symptomer på Covid-19 (det såkaldte samfundsspor).
Hvis man har symptomer på Covid-19, så skal man kontakte sin læge om, hvor man skal testes.

 

Se også: Er det godt med et corona testcenter på Stevns? 

 

Skriv en kommentar