(Last Updated On: 29. april 2021)
Ejerskifte ved Cykelhjørnet. (Foto: EDC Erhverv Køge)

Store Heddinge: Det er lige godt en måned siden, at den nu pensionerede cykelsmed og indehaver af Cykelhjørnet, Erik Pedersen havde sidste arbejdsdag i cykelforretningen på hjørnet af Nauerbjerg og Vesterbro.

Ejendommen blev sat til salg og er nu købt af den lokale tømrermester Jan Lundemann, som bor et par huse længere ude af Vesterbro og har planer om selv at bruge garagen til opbevaring.

– Men de godt 100 kvadratmeter med butik og værksted vil jeg leje ud til erhverv, oplyser Jan Lundemann, der ovetager nøglen torsdag den 29. april.

– Der kunne jo for eksempel være en blomsterbutik, en frisør, en café – eller en ny cykelhandler, lyder det fra tømrermesteren, der lige som det gælder for mange andre af landets håndværkere har travle tider i øjeblikket.

Jan Lundemann har de seneste mange år haft sit eget enmandsfirma med faste samarbejdspartnere, og der er ofte bud efter hans ekspertise, der bl.a. omfatter butiksinventar men også de mere traditionelle tømreropgaver.

– Men tagarbejde gør jeg det ikke mere i, det må de yngre tage sig af, siger den 61-årige tømrermester.

Men tilbage til erhvervslejemålet på hjørnet af Nauerbjerg og Vesterbro med postadresse på Overdrevsvej 2 og god plads til parkering foran forretning og værksted. Vil man gerne høre mere om lejemålet, kan Jan Lundemann kontaktes på telefon 26261118 eller e-mail jan@lundemann.nu.

Ejendomsmægler Brian Skov Andersen fra EDC Erhverv i Køge oplyser for øvrigt, at der var mange henvendelser på ejendommen:

– Men Erik Pedersen valgte en lokal som køber og er glad for, at ejendommen bliver på lokale hænder, siger ejendomsmægleren.
rmh

Skriv en kommentar