(Last Updated On: 14. september 2021)

Gymnastikforeningen i Himlingøje melder klar til endnu en sæson

Himlingøje: I indeværende uge er der fuld fart frem og start på aktiviteterne i Himlingøje Gymnastikforening.

– Nu dropper vi corona og starter ud med fuldt program. Vi er 120 procent klar, lover Charles Hansen, der lægger hårdt ud med weekendarbejde allerede i den første uge.

For på søndag den 19. september sender han rytterne afsted på cykelløbet Vallø Rundt, hvor der køres fire forskellige ture: 25 km, 40 km, 60 km og 80 km.

Sidste år blev der afviklet jubilæumsløb i Vallø Rundt, som for 30. gang sendte cykelryttere ud på fire forskellige ruter af forskellig længde. (Privatfoto)

Starten er som altid foran forsamlingshuset i Himlingøje, og tilmelding skal ske til Charles Hansen, der kan kontaktes på tlf. 56287390, mobil 60496474 og e-mail charlesh@c.dk. Sidste tilmeldingsfrist er på løbsdagen, hvor de første ryttere bliver sendt afsted kl. 9.

Der vil være diplomer til alle, der gennemfører og desuden trækkes der sponsorpræmier på startkortene. Hovedpræmien er en racercykel fra Johnnys Cykler i Hårlev.

Sæsonens program for Himlingøje Gymnastikforening er netop kommet på gaden, og her kan man bl.a. læse mere om vinterens aktiviteter: motionsgymnastik tirsdag aften kl. 18.15, aktivitetsklub med kreative sysler onsdag formiddag kl. 10 og yoga onsdag aften kl. 17.30, mens der året rundt spilles petanque på onsdage formiddage kl. 10 og bordtennis. Der er bordtennis for hhv. familier og voksne torsdag aften, hhv. kl. 18.30 og 20, mens seniorerne mødes fredag formiddag kl. 9.

– Bare mød op på dagen, så håber vi, at der er plads, slutter Charles Hansen.

Skriv en kommentar