(Last Updated On: 18. august 2022)

Stevns: Det gik rigtig hurtigt, men fornøjeligt var det, da den første etape af det fem dage lange cykelløb Post Nord Rundt tirsdag den 16. august kørte gennem flere områder i Stevns Kommune.

Se billederne af rytterne, da de passerede Vallø Slot. (Fotos: Rikke Michael Hansen):

Etapen havde start i Lillerød i Nordsjælland og sætter derefter kursen sydpå. I løbet af eftermiddagen passerede rytterne bl.a. Skrosbjerg, Vråby, Hestehavehuse, Hårlev – hvor der var indlagt en Skoda Point spurt – og dernæst Himlingøje, Valløby og Vallø Slot, hvor Stevnsbladet stod klar med kameraet.

På det tidspunkt var feltet ikke samlet, og fire udbrydere kørte som de første gennem det skarpe sving ved slotsbroen og op ad slotsalléen. I gruppen var fire danske ryttere fra tre forskellige hold. Forrest 161. Rasmus Bøgh Wallin fra holdet ’Restaurant Suri – Carl Ras’, fulgt af holdkammeraten 164. Sebastian Nielsen, tredje mand i udbruddet var 181. Mads Østergaard Kristensen fra ’ColoQuick Cycling’ og sidst lå 204. Nicklas Pedersen fra PostNord Landsholdet. Førergruppen blev senere hentet af feltet, der kom samlet til mål i Køge. Vinder blev den hollandske sprinter Olav Kooij, som vandt massespurten på brostenene på Køge Torv.
rmh

Her passerer feltet Valløby Forsamlingshus, og her var der flot fremmøde. Carsten Thomasen fra Valløby oplyser, at mindst 100 mennesker var mødt frem på Kirketorvet og parkeringspladsen ved Valløby Forsamlingshus, for at heppe på rytterne, da de kørte igennem Valløby. Valløby Forsamlingshus bød på gratis kaffe og kage til de fremmødte. (Fotos: Carsten Thomasen):

 

Flere steder på ruten havde tilskuerne taget opstilling på fortove og i grøftekanter for at heppe på rytterne, når de i høj fart kørte forbi. Bl.a. i Hårlev, Himlingøje, Valløby og ved Vallø Slot var mange mødt op, og her blev der klappet, heppet og viftet med det røde hvide dannebrog og blå Postnord flag. Nogle havde også fundet havebord og -stole frem og sad klar med kaffen og kolde øl og vand, ligesom her, hvor beboerne var rykket ud på første parket foran deres bolig i Slotsgade. (Foto: Rikke Michael Hansen):

 

Skriv en kommentar