(Last Updated On: 4. maj 2021)

Det fremgår af en artikel i Dagbladet, at et bryllup for udenlandske par på dansk grund ikke optræder på Udenrigsministeriets liste over formål, der giver adgang ved de danske grænser. Alligevel fortsætter strømmen af udenlandske par, der rejser til Stevns for at blive gift.

Det er uforståeligt at kommunen vælger at bruge sine ressourcer på at vie udenlandske par under coronakrisen. Dertil kommer, at det tidligere er blevet afdækket at de udenlandske vielser bidrager til illegal indvandring til Europa. Men uanset hvad man mener om den sag, så vil jeg mene at det både er dårlig stil og ganske uforståeligt at kommunen fortsætter som om, at corona ikke eksisterer.

Det er især uforståeligt, når man tager med i sine betragtninger at vores myndigheder, kommunale medarbejdere og mange helt almindelige danskere har gjort sig stor umage med at holde smitten nede. Den indsats bør kommunens topfolk respektere. Jeg synes, at kommunen og borgmesteren alt taget i betragtning burde bruge deres tid på andre og mere borgernære aktiviteter.

Martin Henriksen
Spidskandidat til kommunalvalget for DF

Skriv en kommentar