(Last Updated On: 9. februar 2021)

Stevns: Danish SUP Tour Crew og Dansk Surf & Rafting Forbund (DSRF) offentliggjorde i sidste uge programmet for Danish SUP Tour 2021. På turplanen er bl.a. Stevns Klint, med den lokale klub LimeLight BoardSport Club som samarbejdspartner.

(Arkivfoto: Jakob Gjerluff / Gjerluff Photography. Kilde: Dansk Surf & Rafting Forbund)

– Vi er altid på jagt efter nye spændende lokationer og vi ved, at omgivelserne og naturoplevelsen i sig selv betyder meget for vores deltagere. Området omkring Stevns Klint er på mange måder helt unikt og vi er sikre på at netop denne event vil give deltagerne en fantastisk smuk oplevelse på vandet, siger sekretariatschef i DSRF, Michael Lindberg til Stevnsbladet.

Afholdes for 9. gang

Danish SUP Tour (Stand Up Paddling) er en årligt tilbagevendende begivenhed, der har været afviklet siden 2013, i starten med fire events som senere er blevet udvidet til fem events. I år vil Touren, som således er den 9. af sin slags, bestå af fem sammenhængende events på forskellige lokationer, hvor både bredden og eliten indenfor SUP kan deltage. De fem events afvikles hvert år fra april til oktober og indeholder forskellige former for SUP discipliner, såsom beach events, langdistance, downwind mv. med distancer for alle niveauer inklusive nybegyndere.

De mere nøjagtige detaljer for, hvordan dagen kommer til at forløbe på Stevns, er endnu ikke endelig på plads:

– Vi er i fuld gang med planlægningen og arbejder med forskellige løsninger, hvorfor vi ikke kan sige præcist, hvordan racet kommer til at foregå. Vi arbejder med en sport, som er meget vejrpåvirkelig, og derfor har vi altid en plan b-c-d og så videre på hånden. Det ultimative ville dog være en rute langs Stevns Klint i høj sol, således at deltagerne får den unikke oplevelse, det er at se klinten fra vandsiden, forklarer Michael Lindberg.

Odense – Stevns Klint – Hvide Sande – Bellevue Strand – Silkeborg

Med forbehold for covid-19-situationen planlægger arrangørerne at skyde touren i gang i Odense den 22. maj med afviklingen af bl.a. et spektakulært langdistance race gennem Odenses kanaler.

Allerede tre uger senere, den 5. juni, bliver lokationen Rødvig, hvor deltagerne får lejlighed til at padle en mindst lige så spektakulær rute langs UNESCO verdensarven Stevns Klint. LimeLight BoardSport Club, den lokale Rødvigklub med SUP-, surf-, kite- og windsurfingaktiviteter, er samarbejdspartner og vil med stor lokal opbakning i ryggen være med til at afvikle måske et af de smukkeste SUP events i 2021.

På den anden side af sommeren – efter en tre måneders pause, grundet bl.a. to andre events: Red Bull Midsummer Vikings og 2021 DM SUP & Paddleboarding – er Danish SUP Tour tilbage i Hvide Sande på den jyske vestkyst, hvor der i dagene 4.-5. september afvikles både The Euro Tour og tredje stop på Danish SUP Tour. Kort tid efter, nemlig d. 25. september, når Touren til Bellevue nord for København, med techrace baner i verdensklasse. Finalen afholdes den 16. oktober i Silkeborg, en location med god adgang til vand og ruter, som kan tilpasses alle niveauer.

Også for junior og klubber

Arrangørerne oplyser også, at der som noget helt nyt i 2021 på alle fem stops vil blive afviklet en særlig U15 junior kategori. Her skal der padles på ens boards, som DSRF stiller til rådighed, så alle har mulighed for at være med. Der padles små kystnære techrace-baner i heats.

Fun-race bliver i 2021 til et Social Paddle Event uden konkurrenceelementet. Istedet vil det udelukkende handle om at få en hyggelig, social og positiv oplevelse på vandet sammen med en masse andre. Distancen på Social Paddle Event vil være ca. 5 km. og præmiering sker gennem lækre lodtrækningspræmier blandt alle, der deltager.

Endelig vil der være klubkonkurrencer med bl.a. gule- og pinkfarvede føretrøjer, til henholdsvis herre- og kvindekategorien.
rmh

Danish SUP Tour

Danish SUP Tour 2021 består af fem sammenhængende events for både bredden og eliten indenfor stand up paddling.

De fem events afvikles fra maj til oktober og indeholder forskellige former for SUP discipliner (beach events, langdistance, downwind mv.).

Det vil være muligt for alle at deltage.

Der vil på alle tour stop i 2021 blive afviklet:

  • Officiel SUP tour distance
  • U15 Junior
  • Social Paddle Event (5 km.)

Pris for deltagelse:

  • SUP Tour distancen og U15 Junior er 200 kroner pr. event for medlemmer af DSRF (via klub eller individuelt medlemskab). For ikke-medlemmer er prisen 300 kroner.
  • Social Paddle Event er 150 kroner.

Alt praktisk information om eventen og link til tilmelding findes på Sportstiming.dk.

Kilde: DSRF

Skriv en kommentar