(Last Updated On: 28. februar 2019)

250 folkedansere fra hele Sjælland danser i Erikstruphallen på lørdag

Stævnet indledes med fane, indmarch og fællessang. (Privatfoto)

Store Heddinge: Det årlige sydsjællandske folkedansestævne foregår lørdag den 2. marts, hvor Stevns folkedansere og DGI Storstrømmen er værter. Stævnet starter kl. 13.30 med fane, indmarch og fællessang i Erikstruphallen.

Fællesskab og motion

– Vi har som mennesker behov for at være sammen på en aktiv måde i sang og dans. Der er stærke udtryk for vores kultur og livsglæde. Fællesskabet betyder, at vi skaber noget sammen, og det gør vi i høj grad i dansen, fortæller formanden for Stevns folkedansere, Ida Nygaard Jensen, og hun fortsætter:

– I folkedans er det ikke kun to, der danser sammen og glemmer de andre omkring sig. Folkedans er fællesdans, hvor alle er en del af den helhed, som dansene er, og som er noget af der væsentligste ved disse danse. Dans og folkedans er også en god motionsform, hvor man får rørt mange muskler, og man får pulsen op,

Egnsdragter og spillemandsmusik

Ved stævnet i Erikstruphallen vises der mange former for dans, blandt andet folkedans, bugdans, linedans og herskabsdans.

– Man kan se dansere i alle aldre, danse deres favorit danseform. En del af danserne kommer i deres flotte egnsdragter eller herskabstøj. Musikken er for størstedelen levende musik af foreningernes spillemænd og -kvinder, lover formanden.

I skrivende stund er der tilmeldt cirka 250 gæster.

Man er velkommen til at komme forbi om eftermiddagen, og som tilskuer overvære stævnet, der starter kl. 13.30 med fælles indmarch med faner. Det er ganske gratis.

Stævnet slutter omkring kl. 17-17.30, og derefter er der spisepause og bal for folkedanserne. Denne del betales der for.
rmh

Skriv en kommentar