(Last Updated On: 4. november 2019)

Jubilæum: Stevns Folkedansere har i år 50 års jubilæum.

Derfor inviterer foreningen fra 1969 til en festdag lørdag den 9. november i Erikstruphallen på Kronhøjvej 4 ved Store Heddinge Skole.

Populært siden
1700-tallet

Folkedans er betegnelser på det gamle bondesamfunds danse, og det var almindeligt blandt 1700- og 1800-tallets bønder at danse ved forskellige højtider og fester i løbet af året.

Dansene lærte de af hinanden, og gennem dansene lærte de også hinanden at kende.

Det første landsstævne afholdtes i Skanderborg i 1930 med 6.000 tilskuere, og året efter blev det første nordiske stævne holdt i København.

Foreningen på Stevns blev stiftet i november 1969, som en underafdeling af Lille Heddinge Ungdomsforening. I 2001 blev Stevns Folkedansere en selvstændig forening, og i 2017 blev Tryggevælde Folkedansere inddraget.

Dansen starter 19:30

Jubilæet begynder med legestue kl. 16., festmiddag kl. 18. og legestuen fortsætter kl. 19:30 indtil kl. 23, men selve dansen starter kl. 19:30.

Pris for hele arrangementet er 175 kr.

– Vi er en lille forening, med plads til flere deltagere, så vi kan kun opfordre til at komme og stifte bekendtskab med denne form for motion og livsglæde, fortæller Ida Nygaard fra Stevns Folkedansere.

– Alle kan være med, børn såvel som voksne. Vi får rørt samtlige muskler, og ikke mindst lattermusklerne. Vi danser med alle, så mød op uanset om man er alene eller man kommer som par. Det er ingen forudsætning at man har kendskab til folkedans, man skal nok få det lært, siger hun og opfordrer til at komme på et af holdene, og få et par prøvetimer for at se om dansen kan fange interessen.

For børn, unge og voksne

Stevns Folkedansere har instruktører på alle hold, ligesom der er levende musik, og så er der tre kategorier at vælge mellem: Børn/ungehold, voksenhold og ældrehold.

– I pausen er der plads til socialt samvær, hvor vi drikker den medbragte kaffe, og synger et par af vores gode sange, lyder de lokkende toner fra Ida Nygaard.

– Folkedans er for alle der har lyst til at danse, få motion, nyde god musik, lære at danse polka, vals eller mazurka for blot at nævne nogle, synge og grine og få en hyggesnak over en kop kaffe, slutter hun.

Tilmelding senest 6. 11.

Har man fået lyst til at deltage i festmiddagen, er det nødvendig med tilmelding hos Jonna på telefon 20432652 eller mail jonna4672@gmail.com inden den 6. november, og hvis man vil vide mere, så kan man kigge ind på hjemmesiden: www.stevnsfolkedansere.dk

sky

 

Skriv en kommentar