(Last Updated On: 7. maj 2021)

Bjergly Palleindustri producerer nyhøvlet Stevns Sortiment

Af Klaus Slavensky

Patrick (tv) og Hans Jørn Christensen har succes med at fremstille speciallavede paller til industri og erhvervsfirmaer. (Fotos: Klaus Slavensky)

Erhvervsportræt: Hvis man kører ud af Klippinge mod Varpelev og Hårlev, har man ikke kunnet undgå at se bjerge af paller vokse gennem de seneste år på adressen Sibrien 1.

Her huserer Hans Jørn og Patrick Christensen, far og søn, men deres kreative håndelag kan meget mere end at lave standardpaller.

Startede i 2007

Bjergly Palleindustri blev etableret i 2007, men historien om europallen begynder i 1887 i USA, som en platform til gods.

Først i 1961 begyndte de europæiske jernbaneselskaber at bruge de såkaldte Euro-paller, og målene fastlagdes til 80×120 cm.

De findes også på Bjergly Palleindustri, men det er især de mere specialproducerede paller, som familien Christensen bruger kræfter på.

– Vi udvikler bl.a. pallekasser eller halvpaller og kvartpaller til forskellige firmaer, og yder også rådgivning, står for design og tilpasser i øvrigt produktionen til kundernes krav og ønsker, fortæller Hans Jørn Christensen, som startede virksomheden for 13 år siden.

Har 37 års erfaring

Hans Jørn Christensen har arbejdet med fremstilling af paller i over 37 år, så der er ikke den knast han ikke har forstand på.

Først var han daglig leder på den tidligere pallefabrik i selve Klippinge, siden på Danpal, som i dag ligger i Karlslunde.

– Mine kone og jeg købte grunden her, og jeg havde erfaring med kundekontakt, og med standardpallerne, som passer til de fleste biler. Så jeg gik igang med at udvikle produkter, som f.eks. transportkasser til virksomheder, der skulle bruge andet end Euro-paller. Det kan f.eks. være paller som passer til transport af et snedkerfirmas døre, så de kommer uskadte frem, forklarer han og tilføjer, at alt træ er varmebehandlet.

Certificeret træ

Bjergly Palleindustri er nemlig certificeret til at fremstille træemballage af indkøbt afbarket og varmebehandlet træ, og har fået tildelt registreringsnummer DK-8127.

Landbrugsstyrelsen stiller strenge krav til fremstilling af træemballage, idet de skal være sygdomsfrie når bl.a. madprodukter skal transporteres til f.eks. Australien.

– Vi køber træet fra Rold Skov savværk, og bruger vel 1.500 kubikmeter om året, anslår Hans Jørn Christensen, som ikke kun tilbyder stor fleksibilitet, men også miljøvenlige produktioner pakket solidt ind i højt serviceniveau.

– Vi leverer til kunder mange steder i landet, men også på Stevns, f.eks. til gartneriet Østervang Sjælland, som tidligere hed Varpelev Tomater, og som ligger længere henne ad vejen. Og så samarbejder vi med andre lokale virksomheder, men det kan Patrick fortælle om, siger far Hans Jørn.

Nyhed: Pallemøbler

Sønnen Patrick har fulgt farens arbejde, men starter først på fuldtid i Bjergly Palleindustri den 1. maj.

Han har prøvet kræfter med lidt smedearbejde, arbejdet på lager, men begyndte faktisk som fejedreng på den tidligere pallefabrik i Klippinge.

– Det er Patrick, som står for vores hjemmeside og vores nye produkt, siger Hans Jørn med ikke så lidt faderstolthed i stemmen.

– Hjemmesiden fungerer jo i dag som et slags elektronisk visitkort, men vores nye produkt, Stevns Sortiment, startede fordi vi fik flere henvendelser om vi havde paller til møbler, og så tænkte jeg, at det burde vi måske begynde på, siger Patrick Christensen.

– Så nu kan de mindre fingerfærdige borgere på Stevns springe de bøvlede palle-projekter over, og købe færdigbyggede pallemøbler og trævarer til inde- og uderummet. Det kan også være plantekasser. Jeg har lavet en modulopbygget loungesofa, så man kan få sofaen lige så lille eller stor som man ønsker. Vi leverer dem rå, så man kan sætte sit eget personlige præg på sofaen ved at give den farve eller olie. Og så kan man tilkøbe armlæn og ryglæn; vi leverer selvfølgelig bolte til, så man selv kan justere den højde man ønsker, lyder det fra Patrick Christensen.

”Sælger I så også hynder?” vil Deres udsendte vide:

– Vi har talt med Bent Møller i Store Heddinge om det, for det er vigtigt at de lokale støtter hinanden, så det skal nok komme. Nu er vi lige startet, og sæsonen er jo til den slags gedigne havemøbler, siger han om en trend som hastigt griber om sig. Men Bjerglys Stevns Sortiment er lavet af nyt træ, og ikke af slidte og delvist ødelagte pallerester.

Firedoblet omsætning

Hvert modul har opbevaringsplads til f.eks. hynder, tæpper og myggelys, og derudover producerer far og søn også plantetrapper og højbedsrammer af træ til køkken- og urtehaven.

Men hovedproduktionen er erhvervspaller, som siden virksomhedens start er firedoblet, og omsætningen er vokset fra 850.000 kr. til over 3 mio. kr. per år.

– Men det har også kostet 14 år uden ferie, siger Hans Jørn Christensen med et stille smil, og tilføjer, at de får lavet mellem 30-40.000 paller om året, så kan man selv regne ud hvor mange der skal gennem hænderne om dagen.

– Det er et dejligt alsidigt arbejde, og lige nu skal vi tage fat i en ordre på 1.500 specielpaller med kant, kommer det med glæde i stemmen fra Hans Jørn Christensen, som har en dejlig udsigt til Klippinge Bjerg fra fabrikshallen; den bakke som har givet navnet til hans og sønnens virksomhed.

Skriv en kommentar