(Last Updated On: 15. juni 2017)

Jeg kan kun tilslutte mig Thor Grønbæks kritik af de stevnske veje, Stevnsbladet uge 23. Det er på høje tid, at der kommer noget fokus på det. Som ivrig motionscyklist gennem mange år har jeg kunnet følge med i nedslidningen af vores veje, og vi er efter min mening nået et foreløbigt lavpunkt.

Jeg træner stort set ikke mere på Stevns. Dertil er risikoen for at punktere, vælte i løse sten eller ødelægge sin cykel i store huller i vejen alt for stor.

Heldigvis bor jeg i Hårlev og kan ret hurtigt komme ud af kommunen og ind i Køge eller Fakse kommune, som ikke bruger løse sten som belægning.

Jeg har kørt stort set overalt i Køge kommune, og ingen steder er jeg stødt på så ringe en belægning, som den der bruges på Stevns. Selv på de mindste landeveje bruges der asfalt i Køge kommune. Der er lige kommet ny asfalt på vejene omkring Regnemark ved Bjæverskov, og hvis ikke det er på landet, så ved jeg ikke hvad det er.

Prisen spiller helt sikkert en stor rolle. Det kan i hvert fald ikke være kvaliteten eller holdbarheden.

Hvis man kører turen fra Endeslev til Vedskølle, kan man se, hvad jeg mener. Kommunegrænsen går midt på den strækning, lige efter Grubberholm, og sidste år kom der ny belægning på hele stykket. Stevns kommune lagde løse sten, som blev presset ned i tjære, mens Køge kommune lagde den fineste asfalt. Nu her et år senere er der ingen forandring at se på Køge stykket, mens Stevns stykket er kørt i stykker flere steder. Og man må formode, at det er de samme biler, der kører på begge belægninger.

Jeg vil opfordre de ansvarlige politikere til at tage turen og ved selvsyn se forskellen, både med øjnene og bagdelen. For sjovt er det ikke at cykle på sten, men gør det ikke på en varm dag, for så skal I også slås med flydende tjære, som trækker op gennem stenene.

Det her er et spørgsmål om penge, for asfalt er dyrt, men det kan også blive så ringe, at det kan være lige meget. Så hellere gamle slidte asfaltbelægninger end nye uudholdelige stenbelægninger.

Måske Stevns kommune er for lille til selvstændigt at kunne løse opgaven. Sikkert er det i hvert fald, at en stor kommune som Køge har råd til asfalt over det hele. Man undres.

Henrik Norholdt Olsen
Vejrøvej 2
Hårlev

 

Skriv en kommentar