(Last Updated On: 9. maj 2022)

Alle gode gange tre for Strøby Egede Dagen i Solgårdsparken.

Fritid og erhverv: Strøby Egede Håndværkerne er en lokal håndværkerforening, hvor 21 lokale, selvstændige håndværkere, står sammen om at hjælpe hinanden og bedst betjene dem, der ønsker at handle lokalt.

Fagenes fest

En gang om året afholder foreningen en slags ”fagenes fest”, hvor de fremviser deres kunnen og inviterer stevnsboere til en familieskovtur ved indgangen til Solgårdsparken, der ligger smukt mellem Tryggevælde Å og Køge Bugt.

Lørdag den 7. maj havde arrangementet både vejrguderne og publikum med sig, da skønnet over 1.000 borgere indfandt sig i løbet af dagen, der startede om formiddagen og blev ved til aftensmaden kaldte.

Der var dog ellers nok af muligheder for både mad og drikke, da bl.a. Kok med Kul På havde tændt op for grillen, og Solgårdsparkens Venner langede kølige fadøl med mere over disken.

Se billederne fra en hyggelige dag i Solgårdsparken. 1. Banner og hygge i Solgårdsparken. 2. De nyetablerede regnvandsbassiner blev flittigt benyttet til ’sejlads’, mens grønfrøer kvækkede foråret i møde. 3. Der var nok af muligheder for at få ”lopper” med hjem, og det benyttede rigtig mange sig af. 4. Felix på 7 vendte pandekager hos Stevns-Nord Spejderne, som har eksisteret i 58 år og netop passeret 110 medlemmer. Også Felix’s familie er blevet forøget, idet han dagen før havde fået en lillebror. 5. Elias på 11 år havde fundet et godt sted hos Vallø Golf, hvor han eminent svingede med køllen og sendte bolde i gabet på en flodhest. 6. Plantekasse. 7. 19 unge gymnaster fra AIK 65 Gymnastik gav en forrygende springopvisning, og efter coronaen har lagt sig, stiger medlemstallet til den populære sport. 8. Håndværkerformand Allan Nielsen har arrangeret Strøby Egede Dagen for 3. gang. 9. Hos Portcenter Stevns, havde Johannes Jeppesen lavet en truck om til en slags ”liftsofa”, og det benyttede Irma, Isabella og Anna sig af. 10. Søskendeparret Silje og Kristoffer havde deres populære popkornvogn med. Det er på 4. år de stiller op til lokale arrangementer, og næste tjans er til Sol over Stevns. (Fotos: Klaus Slavensky)

Gaven til Mor

Formanden for foreningen og indehaver af Gartnerhave.dk, Allan Nielsen, var da også tilfreds og regner bestemt med at traditionen fortsætter i 2023.
– Det er en god måde at markedsføre vores virksomheder på, samtidig med at vi gør noget for lokalsamfundet. Vi har kæmpe opbakning fra både Solgårdsparkens Venner og fra foreninger, og konceptet er: Kom og hyg, forklarer Allan Nielsen.

Og de mange hundrede gæster tog ham på ordet, besøgte Børneloppemarked, benyttede bl.a. tilbuddet om at bygge sin egen plantekasse hos tømrer Ellinghart, male den hos Køgemaleren og fik en plante hos anlægsgartner Glentemose, så gaven til Mors Dag var hjemme.

Sport og musik

AIK 65 Gymnastik underholdt med børns og unges opvisning i f.eks. spring, salto og araber-flikflak, og på den mobile Hårlev-scene spillede det toptjekkede festband Power of Love hit på hit.
Og imens kunne man tale om mulige opgaver med håndværkerne, lave pandekager over bål hos Stevns Nord-spejderne og prøve sine sportstalenter hos Vallø Golf.

Ikke noget med entré, bare en dag som osede af tryghed og feststemning.
sky

Skriv en kommentar