(Last Updated On: 12. oktober 2020)

Nej til skattestigning og dårlig økonomistyring

Jeg takker fortsat nej til jeres skattestigninger og dårlige økonomistyring af Stevns Kommune.
Den socialdemokratiske borgmesterkandidat Henning Urban Dam (S) skriver i et indlæg den 23. september, at det er for dårligt at undertegnede offentligt har tilkendegivet, at det er ærgerligt, at skatten stiger for almindelige stevnsboer, omend Henning Urban Dam godt kan følge nogle af mine betragtninger.
Han kræver dog, at jeg hjælper med at fremlægge et alternativt budgetforslag, hvilket vel er lige lovligt friskt, al den stund at jeg ikke sidder i kommunalbestyrelsen. Men gjorde jeg det, altså sad i kommunalbestyrelsen, så skulle jeg da hjertens gerne hjælpe Socialdemokratiet og andre, der måtte ønske det. Ingen problemer i det. Det skal i hvert fald ikke skille os ad. Det er helt sikkert.
Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg egentlig ikke, at Socialdemokratiet ønsker hverken min eller Dansk Folkepartis hjælp, når det kommer til stykket.
Socialdemokratiet vil selv klare det, og så kan man diskutere, hvordan det egentlig går med det. Man kunne vel godt tillade sig at anføre, at det dybest set handler om, at vi er politisk uenige om hvorvidt skatten skal stige eller ej for helt almindelige familier i Stevns kommune og generelt i Danmark, hvis vi taler landspolitik.
Diskussionen om skattestigninger tager udgangspunkt i forskellige politiske overbevisninger, og det er der i og for sig ikke noget galt i.
Jeg håber naturligvis, at Socialdemokratiet, Venstre mfl. får styr på den lokale, kommunale økonomi i Stevns kommune. Men grundlæggende, så er jeg ikke enig i, at skattestigninger og det at blive ved med at tage fra kassebeholdningen er udtryk for sund økonomisk styring. Det er tværtimod udtryk for dårlig og usund økonomistyring. Det kan ganske enkelt ikke blive ved i længden. Men det er ikke desto mindre lige præcis den linje, som et flertal i kommunalbestyrelsen har kørt med igennem længere tid.
Nu kommer kommuneskatten – sådan som jeg har forstået det – op på et niveau, der er højere end landsgennemsnittet. Dermed taler vi ikke om en mindre ubetydelig skattestigning. Vi taler om noget, som for alvor vil kunne mærkes af mange helt almindelige lønmodtagere og af erhvervsdrivende.
Det er simpelthen ikke en holdbar og langsigtet løsning, hverken for borgerne eller for kommunen som helhed. Det burde man stå ved i stedet for at rette skytset alle mulige andre steder hen. Jeg frygter ærlig talt, at vi i de kommende år ender med at stå med både skattestigninger og velfærdsforringelser af den simple årsag, at kommunen igennem flere år ikke har været administreret godt nok.

Martin Henriksen
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti

Ja til velfærd og styring af Stevns Kommune

Måske har jeg ikke udtrykt mig klart nok i mit sidste svar til Martin Henriksen, eller måske har Martin Henriksen ikke forstået min pointe?
Derfor prøver jeg igen og håber, at det denne gang er mere tydeligt, hvad jeg mener.
Jeg mener, at alle politiske partier i kommunalbestyrelsen bør udarbejde deres eget budget, hvis de ikke er en del af et budgetforlig. Det har DF på Stevns ikke gjort de sidste to år.
Da Martin Henriksen så meldte sig på banen som lokal DF’er og gav udtryk for, at en skattestigning er ærgerlig, havde jeg det håb, at han ville sætte sig sammen med DF’s lokale medlemmer af kommunalbestyrelsen på Stevns. Så kunne de i fællesskab udarbejde et budget og præsentere det for alle borgerne på Stevns. Jeg kan dog konstatere, at det heller ikke sker i år. Hermed har DF for tredje år i træk ikke vist, hvordan de helt konkret vil prioritere økonomien og velfærden på Stevns.
Det virker næsten som en gemmeleg. Jeg bliver dog ved med at lede, da jeg mener det er rimeligt, at borgerne på Stevns kender til DF’s prioriteter.
Det er så nemt at sige nej, men det kunne være så befriende for os alle, hvis I sagde ja. Ja til at vise os DF’s budget og prioriteter.
I forhold til den budgetaftale, der af indgået af 15 ud af kommunalbestyrelsens 19 medlemmer, er der ingen vaklen hos os i Socialdemokratiet. Tværtimod er jeg meget tilfreds med aftalen og det mod, som alle partier bag aftalen har vist. Et mod til at samarbejde, gå på kompromis og finde løsninger.
I vores budgetaftale viser vi en tydelig vej for Stevns kommune. Vejen indebærer rigtigt nok en skattestigning på 1 procent, men den indeholder også en klar prioritering af vores kommunale velfærd, med et meget stærkt fokus på børnene, familierne og vores ældre. Samtidigt passer vi på vores kommunale værdier ved at prioritere vedligeholdelse og vi skaber muligheder for udvikling.
Jeg opfatter det hele som en investering i os, der bor på Stevns. Med den indgåede aftale er der både styr på økonomien og på styringen af Stevns kommune, til næste år og i årene derefter.

Med venlig hilsen
Henning Urban Dam
Borgmesterkandidat,
Socialdemokratiet på Stevns

Skriv en kommentar