(Last Updated On: 6. februar 2020)

Fra et tidligere børnebørnskøkkenarrangement. (Arkivfoto: Klaus Slavensky)

Foreningsliv: I disse generalforsamlingstider fik også Hjerteforeningen Stevns afholdt deres i Tinghuset i Store Heddinge i sidste uge.

Som det er tradition var der et foredrag tilknyttet. hvor Pia og Albert Pedersen fra Højer fortalte om livet med hjerteproblemer.

To nye hjertestartere

Der er over 500 hustande på Stevns som er hjerteforeningsmedlemmer, og formanden Preben Hansen kunne i sin beretning fortælle om årets mange aktiviteter.

Der har været follow-up på en antirygekonkurrence blandt de ældste elever på skolerne i Stevns Kommune, og der har været afholdt børnebørnenes madværksted, som også fortsætter i 2020 på Skelbæk Friskole.

Landsindsamlingen gav to nye hjertestartere til Stevns, og foreningens samarbejde med motionsklubben medførte over 100 tilmeldinger til et tema-arrangement om atrieflimren, så der måtte lukkes for yderligere tilmeldinger.

20 sundhedscaféer

I 2018 startede Hjerteforeningen Stevns et pilotprojekt op med sundhedscaféer i Sundheds- og Frivillighedscentret i Hårlev i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse samt Stevns Kommune, fortalte Preben Hansen.

– I 2019 har vi således medvirket ved ikke mindre end 20 sundhedscaféer samt diverse planlægningsmøde. Vi har nu givet det en chance mere i første halvdel af det nye år 2020, lige som diabetesforeningen nu også deltager, sagde Preben Hansen.

Genvalg og nyvalg

På generalforsamlingen blev John Valeur, Arnøje, genvalgt, og nyvalgte blev Dorte Poulsen, Store Heddinge, samt Erik Pedersen, Hårlev.

Bestyrelsen består desuden af Jens Holst, Store Heddinge, samt Preben Hansen, Hårlev. Bestyrelsen konstituerer sig senere.

Skriv en kommentar