(Last Updated On: 11. maj 2020)

De indledende øvelser til byggeriet af en ny Stevnshal er sat i værk. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Kommunalbestyrelsen har besluttet at øge anlægssummen til den nye Stevnshal, og sender dermed hallen ud i et fornyet udbud. Det forsinker processen med nogle få måneder.

Det oplyser Stevns kommune i en pressemeddelelse, som videre forklarer, at baggrunden for at øge anlægssummen sker efter, at et flertal i Folketinget tidligere i år gjorde det muligt for kommunerne at hæve anlægsudgifterne. Det har kommunalbestyrelsen nu gjort brug ved at øge entreprisesummen til den nye Stevnshal fra 18,5 mio. kr. til 22. mio. kr. – den såkaldte targetpris.

Det højere beløb betyder, at der kan bygges en bedre hal med flere muligheder end det ellers var muligt.

Idet anlægssummen er øget, skal udbudsprocessen gå om.

– Det har været en rigtig fin udbudsproces, hvor flere er kommet med fine bud på, hvordan fremtidens Stevnshal kan se ud. Vi håber at få lige så gode bud ind i anden omgang, fortæller formand for Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme, Mikkel Lundemann Rasmussen (K) og tilføjer:

– Jeg glæder mig over, at der er politisk enighed om, at vi skal bruge lidt flere penge på en ny Stevnshal, som skal stå der i mange år til glæde for børn og vokse. Folketingets fjernelse af anlægsloftet var dermed også vores motivation for, at vi nu bruger lidt flere penge på hallen.

Beslutningen blev truffet på den lukkede del af kommunalbestyrelsesmødet forrige torsdag. Tre medlemmer: Bjarne Nielsen (V), Mogens Haugaard Nielsen (N) og Jørgen Larsen (N)) stemte hverken for eller imod. Mens to medlemmer: Varly Jensen (O) og Janne Halvor Jensen (O) stemte imod med anbefaling om at sagen udsættes til forhandlingerne om Budget 2021.

Tidligere forventede man at kunne indvie hallen i august eller september 2021, det må nu vente til vintermånederne.

Skriv en kommentar