(Last Updated On: 21. december 2020)

Det er utilfredstillende, at den socialdemokratiske regering åbenlyst ikke har ønsket at prioriterer infrastrukturen lokalt på Stevns. Og det er skuffende, at De Radikale og venstrefløjen har skrevet under på en finanslovsaftale, som ikke indeholder en eneste krone til renovering af Østbanen. De siger, at de har presset på for at lande en god aftale, men så hårdt kan de heller ikke have presset regeringen.

Det vigtige for DF-Stevns er, at vores lokalområder hænger sammen. Og det er en politisk opgave at sikre, at der også i fremtiden er mulighed for, at eksempelvis unge mennesker kan bo på landet og i de små byer. Det kræver, at der også kører tog, men det skal løftes politisk.

Jeg håber meget, at der kommer endnu en mulighed for at tage emnet op, for det betyder naturligvis rigtig meget, at der er en ordentlig offentlig transport, der også fungerer for Stevns. Desværre er der fortsat lang vej for at sikre et Danmark i bedre balance mellem land og by, men regeringen kan jo passende starte med at renovere Østbanen. Det er vigtigt for vores lokalområde.

Dansk Folkepartis folketingsgruppe har rettet henvendelse til transportministeren og spurgt om regeringen fremadrettet vil være indstillet på at finde de nødvendige midler. Forhåbentlig kommer regeringen snart til fornuft.

Helene Brix
Kandidat til kommunalbestyrelsen for DF-Stevns

Skriv en kommentar