(Last Updated On: 27. april 2020)

Arkæologer skal undersøge knoglefund

Strøby Kirke åbner ikke foreløbig.
(Foto: Klaus Slavensky)

Strøby: Renoveringsarbejdet af Strøby Kirke har til tider kunne ligne lignelsen om de bibelske plager.

Først blev kirken i foråret 2015 lukket grundet skimmelsvamp, siden fulgte en sej proces om bevillingerne, renoveringsplaner som igen og igen blev udsat, konsulentrapporter, intern splid i menighedsrådet, og da det udvendige arbejde endelig gik i gang efter at kirken havde været lukket i fire år, så blev arbejdet forsinket grundet en syndflod af martsregn.

Corona-udsættelse

Renoveringens fase et, det udvendige arbejde, er stadig i gang, men da man påbegyndte fase to, med den indvendige renovering, stødte man på et knoglefund under våbenhuset.

– I sådanne tilfælde er man forpligtiget til at kontakte Nationalmuseets arkæologer, fortæller Susanne Mejborn, som er formand for Strøby-Valløby-Tårnby Sognes Menighedsråd.

– Vi er færdig med 95 pct. af det udvendige arbejde, men må nu vente m ed at igangsætte fase to indtil arkæologerne har undersøgt knoglefundet, forklarer Susanne Mejborn.

Grundet corona-krisen har Nationalmuseet stoppet deres undersøgelser, men meninghedsrådsformanden håber at de kan genstartes igen efter 10. maj.

To faser er tilbage

Der er desværre mange eksempler på at fortidsfund har udsat byggearbejder i flere år, men såfremt Strøby Kirke slipper for et sådant scenarie, skal fase to først godkendes af Roskilde Stift.

– Når det er sket, så skal arbejdet sendes i udbud, og derefter kan vi lave en mere præcis plan, siger Susanne Mejborn, som ikke tør sætte dato på hvornår kirken genåbner.

– Fase tre er renovering af kirkerummet, gerne med jordvarme, nye stole og et istandsat orgel, lyder det optimistisk fra menighedsrådsformanden, der understreger, at kirkehandlinger indtil da foregår i Kirkeladen i Strøby, hvor den førstkommende er sat til 24. maj.

Om Strøby Kirke kan åbne til påske 2021, som markerer fem-året for kirkens lukning, tør Susanne Mejborn ikke spå om.

sky

 

Skriv en kommentar