(Last Updated On: 6. oktober 2021)
Store Heddinge: Søndag den 3. oktober hoppede 331 svømmere i alle aldre i Stevnsbadets bassiner for at deltage i det landsdækkende arrangement ’Den Store Svømmedag’. I år deltog i alt 18 svømmehaller og klubber fordelt over Danmark og Grønland.
(Fotos: Rikke Michael Hansen)
De mange glade svømmere, som benyttede en rigtig efterårsdag på at komme i svømmehallen, fik i gennemsnit svømmet 777 meter, som sammenlagt blev til ikke mindre end 257.450 meter.
Der var dog nogen, som skilte sig ’lidt’ ud fra gennemsnittet. På herresiden var det især Niels Grimstrup, som alene tilbagelagde hele 13.450 meter. Og på damesiden var det den blot 10-årige Sofie Kruse, der svømmede hele 10.250 meter. To meget flotte præstationer – stort tillykke til dem begge.
For andre var 200 meter en kæmpe personlig sejr, og samtidig var det en hjælp til den lokale svømmeklub SHS Stevns, for det er nemlig sådan, at de deltagende klubber kæmper i tre forskellige kategorier: flest svømmede meter, flest deltagere i vandet og flest deltagere i forhold til by.
– I år fik vi fra Stevns nogle rigtig gode placeringer. Det blev nemlig til to femtepladser i både antal meter og antal deltagere. Og i den sidste kategori, deltagere efter postnummer, fik vi en tredjeplads. Cirka 9,4 procent af Store Heddinges befolkning har været med til at svømme, oplyser næstformand i SHS Stevns, Morten Jakobsen.
Tredjeplads udløste et gavekort til REMA1000 på 1000 kr. REMA var i øvrigt sponsor til arrangementet og havde sørget for frugt, saft og kaffe til alle.
– Vi skal tilbage til 2017 for at have haft så mange svømmere i vandet. Til gengæld var det meget tydeligt, når man ser på antal svømmede meter, at der manglede nogle af klubbens konkurrencesvømmere, som holdt en fridag efter lørdagens klubmesterskab, forklarer Morten Jakobsen.
Fra svømmeklubben lyder en kæmpe tak til alle de mange glade svømmere i alle aldre, som lagde deres vej forbi svømmehallen til Den Store Svømmedag.
Længst til højre ses to af de frivillige, John og Jens, som dagen igennem talte antal svømmede baner på bane seks. (Foto: Rikke Michael Hansen)

– Også en stor tak til alle, som brugte en dag på at holde styr på alle de tilbagelagte baner og hjælpe svømmerne ind på de rette baner, slutter næstformanden.

Skriv en kommentar