(Last Updated On: 19. maj 2020)

Revyen er aflyst på grund af situationen med corona

Corona: Med revyholdet på plads, et stort set færdigt program og mere end 400 solgte billetter, var Rødvig Revy 2020 ellers godt på vej til at være klar til premieren onsdag den 24. juni. Men i dag kom den triste melding fra Rødvig Revyen, at årets forestilling er aflyst.

– Efter regeringens seneste udmeldinger giver det os ikke mulighed for at skabe de rammer og kvalitet, som vi er kendte for, lyder udmeldingen fra revydirektør Jeanette Larsen i en pressemeddelelse.

Arrangørerne bag har et stort ønske om at bevare revyen og håber, at den i mange år frem forsat vil være en del af det danske sommerlandskab og en del af den danske satire og kulturarv. De gør i den forbindelse opmærksom på, at en fortsat opbakning – både fra lokalsamfundet og revygæsterne – vil være altafgørende for at kunne bevare Rødvig Revyen.

– I Rødvig Revyen vil vi nu se fremad og arbejde hårdt på, at revyen fortsætter til næste sommer. Vi har længe måtte holde vejret, da revyens skæbne har været afhængig af regeringens udmeldinger, men nu vil vi puste lidt ud og igen starte op på forberedelserne til sæsonen 2021, så vi endnu engang kan byde vores gæster velkommen til et brag af en sommerrevy, siger Jeanette Larsen.

Dem, der allerede har købt billetter til dette års forestilling, kan forvente at blive kontaktet i den kommende tid og vil blive tilbudt enten at ombytte dem til 2021, gavekort eller at få pengene tilbage.

– Vi i Rødvig Revyen ser store udfordringer forude, da hjælpepakkerne kun dækker en lille del af vores tab, men vi har en tro på, at det kan overkommes, og vi kan kun opfordre til, at man vælger at ombytte sin bestilling til sæson 2021 og hermed hjælpe Rødvig revyen gennem denne svære tid. Vi ønsker så inderligt, at vi vil ses til næste år i Rødvigs smukke rammer, lyder det fra revydirektøren, og hun garanterer, at revyen for sommeren 2021 vil byde på alt det, som en ægte Rødvig Revy kan byde på, nemlig: Masser af smil, grin og fælles sang.
rmh

Skriv en kommentar