(Last Updated On: 10. november 2020)

Michala Duvier er som praktikpladskonsulent bindeled mellem virksomheder og elever, når det gælder elevpladser. (Foto: Køge Handelsskole)

Køge Handelsskole sender stor ros til regionens erhvervsliv, der stadig melder sig på banen for at tilbyde elevpladser trods covid-19.

Uddannelse og Job: – Først oplevede vi stilstand i foråret, hvor mange elever fik aflyst jobsamtaler, men regeringens Covid-19 hjælpepakke til virksomhederne – med 90 procent refundering af elevernes løn i hele 2020 – satte hurtigt hjulene i gang og har fremskyndet elevansættelserne. Hjælpepakken har haft stor betydning for især detailhandlen, der trods et usikkert omsætningsgrundlag, nu tør ansætte elever, fortæller Michala Duvier, som er praktikpladskonsulent på Køge Handelsskole.

Hun har i syv år haft et tæt samarbejde med regionens virksomheder, hvor hun hjælper såvel virksomheder som elever med at finde det rette match til en elevplads, der indimellem også fører til en fastansættelse efter endt elevtid.

 

Tæt kendskab og erfaring giver pote

– Jeg kender virksomhederne, og jeg ved, hvilke profiler der passer ind hos dem. Det har jeg i baghovedet, når jeg holder en individuel samtale med alle vores elever, hvor vi taler om deres ønsker og muligheder. Det er virkelig positivt at mærke og langt mere end forventet, hvordan virksomhederne stadig ønsker at tage deres ansvar for de unges læring med en elevplads. Nogle vælger at tage elev nummer 2 ind allerede før deres nuværende elev har afsluttet sin elevplads, forklarer Michala Duvier.

De fleste elever fra Køge Handelsskole får en elevplads hos en af regionens virksomheder, og nogle få vælger at pendle ud over regionens grænser efter en ønsket elevplads. På Køge Handelsskole opfordrer man altid skolens elever til at søge bredt og åbent og få øje på de muligheder, der er i de enkelte jobprofiler, og som i sidste ende kan føre til det første job efter endt uddannelse.

Nye virksomheder melder sig løbende på banen, og de kontakter Michala Duvier for at blive godkendt som elevpladsvirksomhed. Alle virksomheder kan ringe og få aftalt et uforpligtende besøg, hvor en samarbejdsaftale med Køge Handelsskole drøftes.

– Vi gennemgår de opgaver, som eleven skal igennem og så sammensætter vi et forløb. Det kræver ikke andet end det virksomheden normalt gør. Vi vil altid kunne passe opgaverne ind i de opgaver, der normalt er i en given branche. Vi besøger og godkender også gerne en virksomhed, der ikke har et konkret behov for en elev pt., men som påtænker at få en elev i fremtiden, siger Michala Duvier.

Skriv en kommentar