(Last Updated On: 24. august 2018)

Svar til Jørgen Larsen og Mogens Haugaard

Det kan lyde som en voldsom generalisering, når Nyt Stevns sidestiller en række lukkedage på Stevns Fyr med, at alt er ved at gå i stå, og “at flere tusinde er gået forgæves”. Et sådant postulat bør Nyt Stevns underbygge med fakta fremfor at sprede “fake news” i den offentlige debat. Ved Nyt Stevns hvor mange lukkedage, der har været? Og hvor kommer tallet “flere tusinde” fra?

Fakta er, at vi har stået i en særlig personalesituation, der har udfordret bemandingen på Stevns Fyr i hverdagene. Den situation har vi forsøgt at løse gennem samarbejde med de frivillige og med eksisterende personale. En situation, der er styr på og som der også var styr på før Nyt Stevns’ læserbrev. Derfor klinger det hult, når Nyt Stevns mener, at vi har “ladt det i stikken”, og at der har været tilbagegang.

Stevns Fyr er kendt for at være meget tilgængelig for offentligheden, og det vil det blive ved med at være både nu og fremover. Desuden afholdte vi en meget succesfuld 200-års fødselsdag for Stevns Fyr. En dag hvor mange kom forbi og fejrede vores Stevns Fyr. Jeg mindes ikke, at Nyt Stevns var tilstede.

Dertil kommer anklagen om, at vi bruger pengene forkert, og at de bruges på administrativt arbejde. Det er endnu et billigt postulat fra Nyt Stevns, som mangler at blive underbygget. Nyt Stevns peger desuden på at indføre entré for at komme op i fyret. Det bliver jeg aldrig tilhænger af, da jeg synes, at den fortsatte tilgængelighed er vigtig.

En artikel i Stevnsbladet tilbage i juli måned rammer hovedet på sømmet “Flot fremgang i turismen”. Omsætningen i turismebranchen stiger; der bliver skabt flere lokale arbejdspladser end nogensinde og udviklingen er større end nogen anden kommune i Region Sjælland. Og modsat den tidligere borgmester har vi rent faktisk taget os tid til at komme ud til dem, der skal generere et overskud på vores turister og som skal sikre flere arbejdspladser – nemlig vores lokale virksomheder. De har også armene i vejret og melder udsolgt hele vejen over, skal jeg hilse at sige. Og lur mig om der ikke venter os endnu et turismeeventyr i form at et nyt besøgscenter lige rundt om hjørnet.

Mikkel Lundemann Rasmussen (K)
Formand for Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme

 

Skriv en kommentar