(Last Updated On: 30. juni 2022)

Og hvorfor træde i pedalerne alene, når man kan cykle sammen i en gruppe?

Fire garvede pedalryttere fra Stevns Cykel Motion søger ligestillede. Fra venstre Bjarne Andersen, Ivan Johansen, Vibeke Sandberg og Eva Hansen.
(Foto: Klaus Slavensky)
Foreningsliv: Op til weekend fik Stevnsbladet besøg af en kvartet fra Stevns Cykel Motion.
De var linet op på Nytorv i Store Heddinge, hvor de med deres kliksko, lød som rene stepdansere, da de trak cyklerne over brostenene.
Men ellers er de oppe i fart og tilbagelægger mange kilometer flere gange om ugen.

Stevns Rundt i 2023

Som for mange idrætsgrene og klubber har coronaen været hård ved medlemstallet, og det har også i bogstavelige forstand været svært at få medlemmerne fra Stevns Cykel Motion op i gear igen efter pandemien.
– Stevns Cykel Motion har i mange år afholdt Stevns Rundt den første tirsdag i august, men grundet Covid-19, er det blevet aflyst i 2 år. I 2022 vil Stevns Rundt heller ikke blive afholdt, desværre, der skal bruges mange frivillige hænder, for at få det afviklet både før, under og efter, hvilket lige nu er hovedårsagen til, at løbet ikke afholdes i 2022, fortæller formanden Bjarne Andersen og tilføjer:
– Klubben er gået i tænkeboks for at finde en løsning på problemet, og håber at vende tilbage med Stevns Rundt igen i 2023. Men vi kører sammen onsdag aften og søndag formiddag, og vi vil gerne være flere. Vi kører ca. 2–3 timer per gang, og tager naturligvis hensyn til nye medlemmer. Der skal være plads til alle. Vi kører uden musik i ørerne og overholder naturligvis færdselsreglerne. Foruden den gode motion og den friske luft, lægger vi i klubben også stor vægt på det gode samvær, understreger han.
Klubbens mødested er p-pladsen mellem Store Heddinge Boldklubs klubhus og Stevnshallen, og herfra går turen ud på de stevnske og sjællandske landeveje. De glade motionister kan også finde på at læsse cyklerne på biler og køre lidt længere væk, for at prøve nye områder, men som udgangspunkt starter de fra Store Heddinge.

Mange grunde til at cykle

Sidste fredag var der fire repræsentanter for motionsholdet, og Ivan Johansen er gruppens nestor med 13 år i hjulene.
– Selv om jeg er i starten af halvfjerdserne, så vil jeg være medicinfri, og da jeg ikke kan løbe mere på grund af knæet, så blev det cyklen, og det er dejligt, siger han, og får bemærkningen ”Han trækker også ganske udmærket” fra de andre.
Eva Hansen har været i sadlen i 8 år, eftersom hun blev ”headhuntet” af de andre, da hun gik til spinning i et fitnesscenter, som motionscyklister ofte bruger i vintersæsonen for at bevare kondition, større iltoptagelse og dermed bedre stofskifte.
– Jeg har været med i 7-8 år på grund af en knæskade, og har altid deltaget i mange forskellige slags boldspil. Men cykle kan jeg, siger Vibeke Sandberg.
Og Bjarne Andersen har deltaget i 10 år som følge af medvirken i et sundhedsprojekt, som Stevns Kommune afholdt, og hvor han skulle tabe sig 3 kilo. Det lykkes.
Deres cykler ligner nogle fra Tour de France, men ifølge Ivan Johansen kan man være heldig at få en god i Den Blå Avis til ca. 4.000 kr.

Hver onsdag og søndag

Holdet tilbagelægger ofte op til 50 kilometer, så det er en god idé at have cyklet dagligt før man tager den lange tur.
– Man skal helst være dus med en cykel, og det eneste krav vi har er en cykelhjelm. Ellers kan man cykle på hvad som helst. Og det vigtigste er det sociale, siger Bjarne Andersen.
Hans holdkammerater tilslutter sig, og tilføjer, at det er en fordel at cykle flere sammen, så man ses af bilister, hvorfor de fleste også ifører sig klubbens uniform.
Og så er der lige naturen.
– Der er så mange dejlige områder at køre i, og bare det at blive et med årstidernes skift er det hele værd, lyder det fra Ivan Johansen.
Er der således blevet pumpet op for lysten og energien, så mødes Stevns Cykel Motionister hver onsdag kl. 18 og hver søndag kl. 9 foran Stevnshallen. Man kommer bare, og så skiftes man til at lægge ruten, så der er altid nye og spændende oplevelser forude.
sky

Skriv en kommentar