(Last Updated On: 29. juni 2021)

Ordene er kirkegårdsleder Bitten Nørbys. Et flot lapidarium, rækker af nye stauder og sommerblomster plus et ganske særlig harpeanlæg bekræfter hendes påstand.

Af Klaus Slavensky

 

Sidste hvilested: Stevnsbladet fortsætter her sin serie om årstiderne på Assistens kirkegården ved Sankt Katharina Kirke i Store Heddinge.

Assistens kirkegården blev anlagt 200 meter nord for kirken i 1889. Stevnsbladet følger arbejdet på kirkegården forår, sommer, efterår og vinter. Denne gang: sommer.

Mindernes oase

Der sidder en kvinde på græsset ved ”den kendte fællesgrav”, som er en plæne hvor der kan nedsænkes urner, som får en navneplade.

Hun sidder fredfuldt og mindes sin mor. Omkranset af naturhegn og stauder lever hun sig ind i erindringerne, som ledsages af fuglesang.

Kirkegårdsleder Bitten Nørby viser de nye sommerblomster frem. (Fotos: Klaus Slavensky)

I baggrunde høres arbejdende maskiner, folk går på grusgange nær ved. Et paradoks? Nej, slet ikke, fortæller kirkegårdsleder Bitten Nørby, for med hendes ord ”sker der altid noget på en kirkegård”.

– Vi har lige fået sommerblomster, som er plantet ud ved gravene. Det er isbegonia, som er en af de mest robuste sommerblomster vi har. De er hårdføre og kræver ikke så meget vand, og så blomster de lige til frosten kommer. Ved siden af har vi plantet sølvcerastier, som også er tørketolerante. De klæder hinanden godt, siger hun.

Læs forårsreportagen her: En smuk kirkegård er altid fuld af liv

En harpe som larmer

Bitten Nørby er på vej til en lukket del af kirkegården, og der ’bag kulisserne’ er hele mandskabet i gang med et kæmpe genbrugsarbejde, og den maskinlyd der kunne høres svagt ved fællesgraven, kommer fra et 6 meter langt harpeanlæg.

Og selv om det er på en kirkegård har navnet intet med musikharper og englelyd at gøre.

– Det er et transportabelt sorteringsanlæg, som kan sortere sten, mindre grene og urenheder fra jorden, så jorden kan bruges til grave, bede og så videre, forklarer Bitten Nørby og tilføjer:

– Vi lejer anlægget igennem Stevns Entreprenørservice, som er de eneste i miles omkreds, der udlejer den slags isenkram. Det er en stor begivenhed for os og noget vi i GrønKirke-kredse er ret berømte for, lyder det entusiastisk fra kirkegårdslederen, mens hun med begge hænder løfter den rensede kompost op, lader den sive gennem arbejdshandskerne og siger nærmest saligt:

– Meget lækkert, ikke! Vi genbruger vores egen jord. Det er ret sejt, siger hun, så det næsten bliver et slogan for det som Grøn Kirke handler om; at gøre kirken mere klima- og miljøvenlig.

Laver egen kompost

Kirkegårdsfolkene er lige blevet færdige med forårets hækplantning og er i fuld gang med græsset der gror som besat, og så er der ukrudtet der virkelig giver den gas oven på alt det vand som kom ned oven fra i maj måned.

Hele holdet i gang med at omdanne affald til muld. 

Jesper Pedersen er alderspræsidenten, som styrer vognen med grabben der henter 25 års gammelt haveaffald frem til harpeanlægget, der betjenes af Flemming Tanning. Omkring dem er gartner Pia Løvgren i gang med at køre den færdige muld til lagerpladsen, og hun bistås af sin datter Line, som har fået et grønt sommerjob, mens hun beslutter sig for hvilken uddannelse hun skal vælge, og noget som foregår ude i Guds fri natur har topprioritet. Kollegaen Jette Voss tager den hårde tjans med at grovsortere grene og stort træ.

Bitten Nørby og Jesper Pedersen taler om mængden af haveaffald, som de skønner når op på 100 kubikmeter, og der er mange processer der skal nås før jorden kan genbruges, og arbejdet kræver alle mand i tre hektiske dage.

– Det er to år siden vi gjorde det sidst, oplyser Jesper Pedersen, og der er arbejde til flere år endnu.

– Det handler om kredsløb, og det er vi gode til, konstaterer Bitten Nørby, som drømmer om at kirkegårdsfolkenes ’baghave’ får en flot låge, så der kan blive åbent syn til landskabet bag kirkegården.

”Til uendeligheden”, indskyder Deres udsendte, og Bitten Nørby svarer: ”Ja , det giver da god mening, ikke?”.

Udendørs begravelser

Sommeren betyder også nye buske, og langs med alle gravsteder er der ikke bare kedelig perlegrus, men staudebede i lange baner, der danner mini-alléer bag gravene.

– Vi har plantet omkring 50 forskellige stauder, som blomster så lang tid som muligt, og vi er gået efter kontraster. Forskellige former, skærme, farver og så er de insektvenlige. Og så er der også den fordel, at vi kan plukke fra dem til alterbuketter, så også på det felt er vi selvforsynende, understreger Bitten Nørby.

Hun er nu på vej hen mod indgangen til kirkegården. De grusede stier er fri for gevækster, for hver fredag kører en ”miljøriver”, der på samme arbejdsgang både hakker og river ukrudtet væk. Ingen Roundup her.

– Under corona-restriktionerne havde vi to udendørsceremonier foran kapellet, det var smukke begivenheder, når Bitten Nørby lige at fortælle før hun er nået til lapidariet.

Det smukke lapidarium

Til venstre for indgangen til kirkegården er der en samling gravsten fra nedlagte grave, et såkaldt lapidarium.

Lapidariet viser en »udstilling« af gravstene gennem tiderne.

Det er meget forskellige gravsten, nogle er meget flot dekoreret, nogle er lavet af specielle sten, nogle har en helt særlig historie. Inskriptionerne afslører et tidsspænd fra 1814-2005.

– Der er cirka 50 stene, som menighedsrådet og den tidligere kirkegårdsleder besluttede at samle ud fra forskellige tidsperioder. Der er en bagermester, flere gårdejere, en stiftsprovst, men også en amtsvejmand Jensen og så denne fra 1923 ”Vor lille pige”, siger Bitten Nørby og peger på en hvid sten med en engel. En anden har en særlig dekoration med et impressionistisk indgraveret kirketårn med klokke og vindue, lavet af en stenhugger med kunstnerisk nerve.

– Meningen er, at historierne om hver enkelt skal op på vores hjemmeside, og vi har fået hjælp fra lokalarkivet. Og hvis nogle kender de afdøde, kan man tilføje, stort eller småt, som kunne være sjovt eller interessant for alle os andre. Så man er velkommen til at skrive det ned og sende det til os på e-mail: kirkegaarden@storeheddingekirke.dk, så kan det komme med i vores fælles historie, lyder Bitten Nørbys opfordring.

Livets kirkegård

En frøkapsel fra en blomst har sat sig fast under næbbet på en fugl på en af gravstenene.

Den vipper frem og tilbage i den lette sommervind og gør med ét fuglen ”levende”. Og skaber dermed også liv til de mange historier, som lapidariets efterladte gravstene kan fortælle.

Jo, der sker altid noget på en kirkegård.

Harpesang på Kirkegården har en lidt anden betydning end små buttede engle som spiller harpemusik. Her filtreres sten og andet fra og den rene, fine muld er tilbage til genbrug.

Skriv en kommentar