(Last Updated On: 10. december 2018)

Til Mogens Haugaard og Nyt Stevns, der ikke vasker, men nærmest »spuler« hænder i sagen om Østsjællands Beredskab (ØSB).

Mogens, hvorfor tilsidesatte du et budgetmøde i kommunen i 2016, hvor der var krisemøde i ØSB, hvorfor mon det?

Hvorfor skulle jeg den 29. december 2016 bliver orienteret af pressen om en mulig lukning af brandstationen i Hårlev, og kommunalbestyrelsen i januar skulle vedtage dette oplæg fra ØSB.

På det tidspunkt kendte man ikke til ordet »tilkøb», som betyder yderligere udgifter, og slet ikke en pris på sådanne opgaver. Hvorfor var beredskabsaftalen mangelfuld og fyldt med fejl? Kloge folk, otte borgmestre, havde jo lavet den og godkendt denne plan, og du burde tage ansvaret for en nedgardering af din egen kommunes beredskab.

Du burde vide, at man ikke kan overholde en beredskabsaftale på Stevns med kun én station, og at man ikke kan køre fra Lellinge til det sydlige Strøby Egede, og bl.a. overholde beredskabsaftalens responstid. Jeg har ikke set en brandbil flyve.

Og ja, jeg har hørt i kommunalbestyrelsen, at du bad om flere penge til ØSB for det var en svær opgave at løse, men ikke meget mere end det. Men der kunne jo være en ide i at have et samlet bredskab, som måske var mere robust i særlige tilfælde, men det ville bare blive dyrere, end det vi havde, og som det ser ud i dag, burde det måske været lavet i privat udbud.

Jeg ser meget gerne, at vi har en borgmester, der tænker på det lokale Stevns, frem for hvad andre mener i den store verden, for blot at nævne at du også syntes, at det var bedre at Faxe fik tog til Roskilde end at fastholde 15 minutters driften fra Hårlev.

Så Mogens, tag ansvar i en ny plan for beredskabet i 2021 – den kunne omfatte Stevns, Roskilde, Køge og Solrød – og gør kassen op, og kom så positivt videre med en ny aftale.

Men lidt ros skal der også være plads til, da du jo hele tiden har været fortaler for den sydlige statsvej, så brug kræfterne på en ny positiv platform i fremtiden.

Venligst
Johnny Andersen
Hovedgaden 1C
Hårlev

Skriv en kommentar