(Last Updated On: 1. april 2015)

Madmarked
Kenneth Boa var en af drivkræfterne bag Store Heddinge MadMarked. Siden den 26. marts har han sammen med Trine Bechmann haft travlt bag disken i Præstø Ny MadMarked. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

STORE HEDDINGE: I slutningen af januar lukkede den økologiske butik, Store Heddinge MadMarked. Det skete som en konsekvens af, at MadMarked A/S – som blandt andet ejede Store Heddinge MadMarked i Algade – blev begæret konkurs. Efter konkursen valgte Peder Harboe fra Korsør at købe varemærket MadMarked. Sammen med sin ægtefælle Kirsten har han de seneste fire måneder drevet Korsør MadMarked. Nu har han sikret, at Præstø MadMarked – som også blev ramt af konkursen – kunne genåbne den 26. marts. Desværre vil der ikke ske det samme i Store Heddinge. ”Vi har ikke mod på at kaste tid, blod og hjertepenge efter to steder ved siden af vores egen butik i Korsør. Men er der lokale ildsjæle i Store Heddinge, som har mod på at starte Store Heddinge MadMarked op igen, så vil vi meget gerne støtte op med gode råd, oplæring i vores køkken i Korsør med mere”, siger Kirsten Harboe til Stevnsbladet. rmh

Skriv en kommentar