(Last Updated On: 21. juli 2015)

Forfatter og idéhistoriker Lise Søelund har udgivet en bog om en af danmarks­historiens største forbrydere ”Det borende X”

Det borende X2Indehaver af Café Algade, Pia Damsgaard (tv.) og Lise Søelund. (Foto: Privatfoto)

STORE HEDDINGE: I søndags blev der holdt reception i Café Algade i Store Heddinge, for her havde den tidligere bank til huse, og det var også her, at boretyven for sidste gang satte sit bor i et pengeskab. Det lykkedes imidlertid ikke Thorvald Framlev, som pengeskabstyven hed, at komme ind i det genstridige pengeskab.

Man kan stadig se pengeskabet i caféen, og man kan nu også købe bogen om både de vellykkede og mislykkede kup, der gjorde Framlev til en slags folkehelt, fordi han undgik at blive fanget i de omtrent 22 år, hvor hans borekarriere stod på.

Lise Søelund beskæftiger sig normalt med filosofi, men historien om ”Det borende X” har tiltrukket sig hendes opmærksomhed, fordi han havde et lysthus i Brønshøj, hvor hun er vokset op. Desuden har familien sommerhus i Rødvig, så det er, som om X’et har fulgt hende som en anden blind passager, hvor end hun har haft sin gang.

Det er ikke alene en historisk bog, for der bliver også sat fokus på eksistentielle temaer, såsom hvorvidt vi er herre i vores eget liv, samt hvad der gør, at nogle vælger at rette ind efter loven, mens andre, som Framlev, tiltrækkes af en ulovlig virksomhed.

Køb ”Det borende X” i boghandelen, på nettet eller direkte hos Lise Søelund, der kan kontaktes på telefon 26256170.

Skriv en kommentar