(Last Updated On: 30. august 2021)

Den 25. august 2021 kunne vi igen læse i et læserbrev fra Helen Sørensen (A), at Nyt Stevns skulle have fjernet 28 stillinger i sidste års budget. Det er direkte usandt og nu må det stoppe.

Som man kan læse i Nyt Stevns’ budget 2021, har vi sparet 10 millioner kroner og tilført nye indsatser for 8 millioner kroner – de fleste kan, ved almindelig hovedregning, regne ud, at vi dermed har sparet 2 millioner kroner. Blandt andet på Verdensarvsrådet, der koster kommunen cirka 3 millioner kroner årligt.

Nyt Stevns har hvert eneste år i denne valgperiode lagt et budget som alternativ til flertallets (V, C, A, R) for at vise, at en anden økonomisk kurs uden kassetræk var mulig. I vores budget 2021, fremlagde vi et budget med 2 millioner kroner i besparelser, uden skatteforhøjelse og uden kassetræk – alligevel fik vi blandt andet råd til 7 ekstra fuldtidspædagoger i daginstitutionerne, 2 fuldtids socialrådgivere i afdelingen for udsatte børn, en fuldtidsborgerrådgiver med mere.

Helen Sørensen, vil du venligst stoppe din fejlinformation om vores budget? Lad os nu få en sober valgkamp baseret på fakta og seriøs politik.

Nyt Stevns’ budget 2021 er for en god ordens skyld vedlagt til pressen til dokumentation.

Nyt Stevns
Mogens Haugaard og
Jørgen Larsen

Skriv en kommentar