(Last Updated On: 30. maj 2014)

LaeserneSkriver Af Jane Christoffersen, Store Heddinge 

Den 100-årige avnbøg er, som man kan se, sund og prægtig, derfor blev det besluttet i den lokalplan, som blev godkendt så sent som i februar 2014, at det skal bevares.
Dygtige arkitekter kunne have integreret træet i en plan, hvor det fortsat kommer til sin ret og stadig vil stå som en attraktion og vartegn for området, det har bygherre desværre ikke sans for, men har søgt om at fælde træet.
Avnbøgen er det eneste grønne, som er tilbage på det strøg. På nabogrunden kunne vi have glædet os over et prægtigt kastanjetræ på pladsen. Nu kan vi kun se på Nettos parkeringsplads med det gul/sorte varemærke og de tre plastikcontainere tættest vejen.
Det er så porten til verdensarven, vi her har for os indgangen til det smukke Stevns, som vi er så stolte af. Strøby Egede ligner mere og mere, nu bruger jeg det grimme ord, udkantsdanmark, det harmonerer dårligt med politikernes og borgernes intentioner for Stevns.
Jeg vil opfordre til, at vi stevnsboere, i den periode, hvor træets skæbne er uvis, viser maximal interesse ved at skiftes til at holde vagt ved træet, uden for hegnet selvfølgelig, tage en kop kaffe og nogle billeder og hjælpe kommunen, som også er os, med at varetage tilsynspligten, så bygherren ikke kommer til at skade træet så det bliver sygt.
Politikerne har besluttet at høre borgerne – tak for det, men hvis det ender med, at der er flertal, hvad det ubegribeligt nok ser ud til, for en dispensation, regner jeg med, at den annonceres med fire ugers høring.

Skriv en kommentar