(Last Updated On: 5. august 2021)

Er man til gamle militære køretøjer, så er der ingen vej uden om Koldkrigsmuseet, som i weekenden 14.-15. august kan fremvise hele 29 af slagsen. (Pressefoto)

Event: Koldkrigsmuseum Stevnsfort kan igen i år byde velkommen til en række gamle militære køretøjer.
Det sker i weekenden 14.-15. august på Korsnæbsvej 60 ved Rødvig.

Autentisk teltlejr

Der er også opstillet en militær teltlejr, hvor man har mulighed for at se og snakke om de militære veterankøretøjer, der er udstillet på Koldkrigsmuseum Stevnsfort.
Der vil i år være 29 køretøjer, hvoraf flere af dem ikke tidligere har været med på Koldkrigsmuseum Stevnsfortet, og museet lover, at der vil emme af militær stemning, idet Søværnets Tamburkorps kommer og underholder.
Når museet åbner lørdag kl. 10 vil køretøjerne begynde at brumme, og de 18 militære telte blafre i vinden.
Desuden vil der være en bod, hvor man kan købe næsten alle former for militært udstyr. Man ville kunne se køretøjerne ”i aktion”, når de søndag kører i kolonne til Boesdal Kalkbrud og benytter terrænet der.
Man kan sandsynligvis også være heldig at få en lille tur i et historisk køretøj (spørg ejeren) på et tidspunkt i løbet af weekenden.

Køretur i kalkbrud

Søværnets Tamburkorps optræder lørdag den 14. august kl.13:30 og igen kl.14:15.
Søndag 15. august kl.10 vil nogle af køretøjerne køre til det gamle Kalkbrud i Boesdal, hvor de vil vise deres evner i terrænet. Det tager ca. en time.
Man skal være opmærksom på at køretøjerne langsomt vil begynde at blive pakket sammen fra kl. 13. Billetter til terrænet kan købes i døren, mens billetter til det underjordiske fort med fordel kan købes i forvejen på hjemmesiden, hvor man også kan se priser: www.stevnsfortet.dk

sky

Skriv en kommentar