(Last Updated On: 4. april 2020)

Gækkebrevet er en af de hyggelige traditioner i påsken. Kan man ikke gætte afsenderen, skylder man et påskeæg. (Foto: Rikke Michael Hansen)

 

Corona: Ligesom julefrokosten er også påskefrokosten noget, som danskerne hvert år ser frem til.

 

I år må den dog indtages under lidt andre former, end vi er vant til. Da vi ikke må samles i store selskaber kunne et alternativ være at spise ’sammen’ med familien og venner digitalt, så flere kommer med til bords i påskedagene.

5 tips til den digitale frokost

Her kommer fem gode råd til en hyggelig digital påskefrokost med familie og venner.

  1. Computerbaserede tjenester, der kan bruges til formålet, er f.eks. Facebook, Skype og Teams. Det er endvidere muligt at bruge mobil eller tablet, hvor også Snapchat og Messenger bl.a. kan anvendes.
  2. Tjek, at teknikken virker, altså at der er både lyd og billede – og placer enheden i øjenhøjde, gerne med lidt afstand til bordet, så ansigter og måske lidt af det veldækkede bord, kommer med i billedet.
  3. Dæk bordet festligt med f.eks. blomster, lys, servietter og påskepynt – og tag det pæne tøj på.
  4. Har I bestilt maden udefra, og fra det samme sted, så spis retterne sammen. Har I til gengæld forskellige retter på bordet i de forskellige hjem, så fortæl hinanden lidt om, hvad I spiser.
  5. Skriv en festsang og mail den rundt til alle, så I kan synge sammen. Eller forberede et andet festligt indlæg til frokosten.

Gækkebreve og æggejagt

Nogle af de andre hyggelige påsketraditioner kan også holdes i hævd.

Selvfølgelig skal der klippes gækkebreve, og enten må man tage en køretur rundt til modtagernes postkasser og liste dem igennem brevsprækkerne, uden at blive opdaget, selvfølgelig. Alternativt kan gækkebrevene affotograferes og sendes med mail.

Mange både maler og triller æg i påskedagene – er der for mange mennesker, der hvor man plejer at trille, så brug istedet rutschebanen, hvis man har en sådan derhjemme.

Og påskeharen skal selvfølgelig ud og gemme æg i haven, så æggejagten kan skydes igang for børnene.

Rigtig god påske.
rmh

Skriv en kommentar