(Last Updated On: 13. januar 2020)

Direktør Ralf Klitgaard Jensen gjorde mandag i sidste uge sin entré i Stevns Kommune. (Foto: Henrik Fisker)

Af: Henrik Fisker

Stevns: Fra nytår er direktionen i Stevns Kommune atter blevet fuldtallig. Mandag i sidste uge var første arbejdsdag for Ralf Klitgaard Jensen, der tiltræder som ny direktør for de to store velfærdsområder: Børn & Læring samt Sundhed & Omsorg. Han skal dermed betjene både Børn, Unge og Læringsudvalget (BUL) og Social og Sundhedsudvalget (SSU).

Ralf Klitgaard Jensen er 56 år og bosat på Amager, hvorfra han skal pendle til rådhuset i Store Heddinge. Han kommer med hele 29 års erfaring fra Kommunernes Landsforening (KL), hvor han har haft en række forskellige lederstillinger, inden han forlod sin gamle arbejdsplads med udgangen af september 2018.

– Jeg har været i rigtig mange år i KL, som er en god og spændende arbejdsplads med mange dygtige og kompetente medarbejdere. Men som tiden er gået, fik jeg lyst til at komme ud i det virkelige liv – som for mit vedkommende betyder kommunerne. Det har været lidt svært at finde det rette tidspunkt, men jeg er meget glad for at være her nu, siger Ralf Klitgaard Jensen.

Tidligere lå arbejdsmarkedsområdet også i porteføljen for hans jobbeskrivelse, men dette ansvarsområde gik i forbindelse med Kasper Sonnes afgang over til direktør Hanne Stensen Christensen.

Skriv en kommentar