(Last Updated On: 6. april 2021)

Ellen Hvidt Thelle starter som direktør i Stevns Kommune den 1. maj. (Pressefoto)

Navnenyt: Stevns besætter snart den sidste ledige stol i direktør-trekløveret. Et enigt ansættelsesudvalg har pr. 1. maj ansat den 50-årige Ellen Hvidt Thelle som direktør i Stevns Kommune.

Ellen Hvidt Thelle kommer fra en stilling som centerchef i Furesø Kommune.

– Vi får ny kommunaldirektør og direktør inden for ret kort tid, men det er et rigtig godt hold, vi har samlet. Jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til, at det nye trekløver i direktionen hurtigt finder fælles fodslaw. Ellen Hvidt Thelle kommer med solid erfaring fra både kommuner og ministerier, og jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet. Det tegner lyst for Stevns, udtaler borgmester Anette Mortensen (V) i en pressemeddelelse fra Stevns Kommune.

Den nye kommunaldirektør, Henrik Nielsen, som starter i Stevns Kommune den 6. april, har deltaget i ansættelsesprocessen.

Når direktionen er fuldtallig, vil de forskellige fagområder bliver fordelt mellem direktørerne. Herudover venter der den nye direktion flere vigtige opgaver som f.eks. næste års budget, at udmønte kommunens vision: ’Stevns – Du kommer igen’, hele det forberedende omkring opførelsen af Stevns Klint Besøgscenter og ikke mindst arbejdet med Stevns Verdensmål.

Ellen Hvidt Thelle fortæller om sit nye job i Stevns:

– Jeg glæder mig til de mange spændende opgaver i Stevns Kommune og at forløse det store potentiale, der er i Stevns samt at udmønte visionen for Stevns sammen med den øvrige direktion og i tæt samarbejde med medarbejdere, borgere og erhvervsliv. Jeg går til opgaven med stor ydmyghed, og glæder mig til at lære Stevns rigtigt at kende.

Tidligere direktør, Hanne Stensen Christensen, forlod Stevns Kommune for at starte i ARGO den 1. februar 2021, mens nu tidligere kommunaldirektør Per Røner havde sidste arbejdsdag den 31. marts.

Fakta

Ellen Hvidt Thelle er jurist og har med sine ansættelser i både ministerier og kommuner en lang og bred erfaring med offentlig opgavevaretagelse; fortrinsvis inden for det tekniske område.

  • 2018-2021: Centerchef i Furesø Kommune
  • 2014-2018: Planchef i Brøndby Kommune (heraf 6 måneder som konstitueret direktør i 2017)
  • 2013-2014: Konstitueret kontorchef/souschef i Miljøministeriet
  • 2013-2013: Chefkonsulent i Miljøministeriet
  • 2006-2012: Miljøråd i Udenrigsministeriet
  • 2000-2006: Fuldmægtig i Miljøministeriet
  • 1999-2000: Souschef/legal advisor i Det Danske Center for Menneskerettigheder (Rwanda)
  • 1997-1999: Fuldmægtig i Miljøministeriet

Kilde: Stevns Kommune

 

Skriv en kommentar