(Last Updated On: 25. februar 2020)

Christian Andersen, DK-Miljø har overtaget Finn Rasmussens vognmandsforretning. (Privatfoto)

Erhverv: Store Heddinge-virksomheden DK-Miljø A/S har overtaget Marielyst Vognmandsforretning A/S per 1. januar.

Får 200 containere

DK-Miljø på Navervej 1 i Store Heddinge, som bl.a. arbejder med miljøvenlig biobrændsel af for eksempel affald og overskudsprodukter fra landbrug, skovbrug, industri og husholdninger, har overtaget Marielyst Vognmandsforretning A/S, hvor tidligere ejer Finn Rasmussen fortsætter som daglig leder.

Marielyst Vognmandsforretning A/S er en traditionsrig virksomhed, der primært har aktiviteter inden for transport og nedrivning, og råder over ca. 200 containere, der udlejes samt kran grab, containerbiler og andet entreprenørmateriel.

– Jeg er meget glad for at Finn Rasmussen har sagt ja til at fortætte som daglig leder og ser frem til samarbejdet, fortæller Christian Andersen, ejer af DK-MIljø, og fortsætter:

– Entreprenørområdet er relativt nyt for mig, men har en god synergi med mine eksisterende aktiviteter. Derfor har det været vigtigt for mig at Finn blev, da han har stor indsigt og erfaring med entreprenør arbejde, samt et godt forhold til både kunder og ansatte.

Affald og genbrug

Overtagelsen skal ses i sammenhæng med Christian Andersens eksisterende aktiviteter i DK-Miljø A/S og Ole Larsen Vognmandsforretning Ringsted ApS.

Virksomheden fra Store Heddinge er af flere omgange kåret som gazellevirksomhed af Børsen, og har de seneste år bevæget sig ind på markedet for affaldshåndtering.

Eksempelvis har DK-Miljø A/S allerede en velfungerende omlasteplads i Rønnede, hvor der modtages og sorteres byggeaffald.

– Virksomhederne supplerer hinanden godt og gør det muligt for os, at tilbyde vores kunder en totalløsning, med aktiviteter både inden for affalds- og genbrugshåndtering, samt biobrændsel, entreprenørkørsel og nedrivning. Samtidig får vi en god geografisk spredning på Sjælland og Falster, med afdelinger i både Ringsted, Rønnede, Marielyst og Store Heddinge, slutter Christian Andersen.

Skriv en kommentar