(Last Updated On: 16. august 2022)

Holstebro/Rødvig: I weekenden den 6.- 7. august deltog Rødvig Roklub med en roer ved de danske ungdomsmesterskaber; Årgangsmesterskaberne. Stævnet blev afholdt i Holstebro.

DM-sølv til Thomas Andersen fra Rødvig Roklub. (Privatfoto)

Thomas Andersen deltog lørdag i singlesculler U 14 år. I et pænt besat felt roede han sig til en fornem andenplads og dermed en sølvmedalje ved DM. Bagsværd vandt guldet mens Odense blev nummer tre.

Søndag var der Holstebroregatta. Her var Thomas med i singlesculler U15, en klasse ældre. Efter sejr i indledende løb, hvor 14 roere deltog, blev det også her til en andenplads i A-finalen.

Senere på dagen roede Thomas dobbeltsculler med en roer fra Lyngby Roklub.

– De roede sammen for første gang. Det lod de sig ikke gå på af. De vandt sikkert foran Sorø og Holstebro roklubber, fortæller formanden for Rødvig Roklub, Tommy Knudsen.

Skriv en kommentar