(Last Updated On: 7. januar 2022)

Boesdal: Lige før jul kunne Stevns Kommune glæde sig over foreningen Realdanias pengegave på 25 millioner kroner, som skal bruges til udviklingsprojekter i verdensarvsdestinationen Stevns Klint med fokus på områderne Boesdal Kalkbrud og Højerup.

I sidste uge indløb så endnu en god nyhed, idet det nu også er kommet tilsagn fra Augustinus Fonden om støtte på godt 1,1 millioner kroner. Denne donation er øremærket til at restaurere kalkovnene i Boesdal Kalkbrud. Det oplyser Stevns Kommune i en pressemeddelelse.

De to kalkovne i Boesdal Kalkbrud kan nu se frem til en tiltrængt restaurering. (Foto: Stevns Kommune)

 

Med støtten runder kommunen endnu en milepæl i bestræbelserne på at skabe en besøgsdestination i verdensklasse.

– Augustinus Fonden ser det samme potentiale i ovnene og Boesdal, som vi gør, og ikke mindst har de lyst til at være en del af den samlede verdensarvsfortælling. Det glæder mig, for hele verdensarvsdestinationen er inde i en rivende udvikling lige nu. Besøgscentret er det helt stor flagskib, og ovnene lige ved siden af spiller en vigtig rolle i formidlingen af stedets kulturhistorie, og derfor er det vigtigt, at de nu bliver restaureret, siger borgmester Henning Urban Dam Nielsen (S).

Den administrerende direktør i Augustinus Fonden, Frank Rechendorff Møller, supplerer:

– De to ovne står som monumenter og fortæller en kultur- og industrihistorie fra en tid, hvor kalken og klinten gav helt særlige vilkår for livet på Stevns. Vi er glade for at bidrage til restaureringen og bevaringen af dette særlige kulturarvsmiljø, så publikum fortsat får mulighed for at opleve kulturarven som den så ud engang.

Udover de to tilsagn fra Realdania og Augustinus Fonden afventer Stevns Kommune svar på en fondsansøgning mere.

Det samlede projekt for udvikling af Verdensarvsdestinationen Stevns Klintbestår af flere delprojekter, der endnu ikke er endeligt projekterede. Fælles for dem alle vil dog være fokus på at øge oplevelsesværdien, kendskabet og tilgængeligheden til Stevns Klint og Verdensarven. Samtidig skal projekterne og verdensarven bidrage til udviklingen af et levende lokalsamfund og bæredygtig turisme.

De forskellige udviklingsprojekter indgår alle i et samlet projekt til cirka 58 millioner kroner, hvoraf Stevns Kommune selv har afsat godt 11 millioner kroner.
rmh

Fakta

Boesdal Kalkbrud og kalkovnene:

  • Der har været brudt kalk i Boesdal siden 1920’erne.
  • Kalk har tidligere været en vigtig handelsvare for Stevns. En del af kalken blev brugt til jordforbedring i landbruget.
  • De to kalkovne står lige oven for Boesdal Kalkbrud, og har været en del af kalkproduktionen i bruddet.
  • Kalken blev knust og opbevaret i den store pyramide, og brændt i de to ovne.
  • I 1978 blev der brudt kalk i Boesdal for sidste gang.
  • Skorstenene fra ovnene, den store pyramide i bruddet, og andre mindre bygninger, vidner dog stadig om områdets kulturhistorie.

Kilde: stevnsklint.com

Skriv en kommentar