(Last Updated On: 12. juli 2017)

Stevns er en vigtig brik i DR’s danmarkshistorie

Skuespiller Lars Mikkelsen har besøgt Stevnsfortet i forbindelse med nye optagelser til DRs populære serie »Historien om Danmark«. (Foto: Aase Schioldan)

Stevnsfortet: Fredag den 7. juli havde koldkrigsmuseet Stevnsfortet besøg af DR med skuespiller Lars Mikkelsen i front.

DR er i gang med nye optagelser til den meget populære serie »Historien om Danmark«.

Stevnsfortet med i afsnit 10

I sommeren 2017 filmer DR optagelserne til det allersidste afsnit (10) i tv-serien, og er tv-holdet med Lars Mikkelsen som den historiefortællende guide også en tur på Koldkrigsmuseet Stevnsfort.

Sendes i september måned

Museets ansatte var morgenfriske og tog godt imod tv-holdet allerede kl. 6, på en dag, hvor solen stod op klokken 4.39, så solopgangen gik de glip af. Optagelserne er nu i hus, og skal nu redigeres.

Ifølge planen starter seriens sæson to den 20. august, og hvis det holder, så sendes afsnittet om begivenheder fra 1950–2000, og hermed optagelserne fra Stevnsfortet søndag den 17. september.

23.000 år på ti timer

Når man formidler mere end 23.000 års danmarkshistorie på ti timer, kan man ikke få alle detaljer eller begivenheder med. Men historien om Stevnsfortet og den kolde krig kommer med.

– Det er en kerneopgave for DR at skabe sammenhængskraft i Danmark, siger kulturdirektør i DR, Tine Smedegaard Andersen og fortsætter:

– Kendskab til vores fælles historie og vores kulturs udvikling er med til både at forbinde os på tværs af skel, gøre os bevidste om de udfordringer der før har været og dermed ruste os til beslutningerne om, hvordan fremtiden skal være. ’Historien om Danmark’ er et meget ambitiøst projekt, og jeg håber selvfølgelig, at mange vil se med og få glæde af serien fra første færd, slutter Tine Smedegaard Andersen.
sky

 

Skriv en kommentar