(Last Updated On: 30. november 2020)

Med en god portion kreativitet og tænken ud af boksen lykkedes det lørdag eftermiddag Julemanden og hans kone på helt corona-sikker vis at uddele godteposer til alle de artige børn i Hårlev

Se billedserien fra drive-in uddelingen ved Hårlev Station (fotos: Rikke Michael Hansen):

Hårlev: Ved juletid plejer der at være fin juletræstænding, festligt optog og god musik samt lækre godteposer til alle børnene i Hårlev. Men ikke meget er, som det plejer i år, for coronaen har stadig godt fat, og forsamlingsforbuddet lægger en dæmper på mange af de hyggelige juletraditioner.

– Men vi synes ikke, at børnene skulle snydes i år. Det er, som det er med coronaen, så vi gik i tænkeboks og fik idéen med en drive-in uddeling af godteposer istedet, fortæller formanden for Hårlev Borger- og Erhvervsforening (HBE), Johnny Andersen.

Der var ikke langt fra tanke til handling. Sammen med Byens Banko fik HBE fat i Julemanden og hans kone, som straks sagde ja tak til at besøge Hårlev lørdag eftermiddag den 28. november. Her stod de klar på parkeringspladsen ved stationen fra kl. 15. Den næste halvanden time rullede bilerne stille og roligt frem i bedste køstil og drejede ind på pladsen.

De fleste forældre bar mundbind, og for nedrullede bilruder fik børnene hilst på selveste Julemanden og hans rare kone. Der blev også taget en del fotos af det julerøde par.

– Det fungerede rigtig godt, og så blev det mere personligt i år, end det plejer, for der var tid til den enkelte og alle børn fik hilst på julemanden. Der var også en del som fik taget fotos, fortæller HBE-formanden.

Og godteposerne, som var pakket 72 timer i forvejen, var selvfølgelig også et hit. Johnny Andersen oplyser, at der blev uddelt i alt 255 godteposer.

– Det er noget nær det samme, som vi plejer at uddele, når vi har juletræstænding ved SuperBrugsen. Her plejer at blive uddelt et sted mellem 250 og 275 styk, slutter en tilfreds HBE-formand.

Selvom drive-in uddelingen således var en stor succes, så forventer formanden nu alligevel nok, at til næste år, så bliver alting som det plejer igen – altså hvis coronaen tillader det.
rmh

Skriv en kommentar