(Last Updated On: 20. april 2020)

Camilla Friis Strømsholt (tv) og Maria Nordahl med en af de festlige dronningebuketter. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Stevns: Dronningen modtager hvert år på sin fødselsdag blomster fra nær og fjern.

I år opfordrede Dronningen dog til, at man – frem for at købe blomster til hende – i stedet sendte en fødselsdagsbuket til de mange ældre borgere, som har det særlig svært i denne tid.

Røde og hvide buketter

Den opfordring valgte de to indehavere af Nordahl & Friis at tage, og på dagen blev der sendt fine dronningebuketter af sted til plejecentrene på Stevns, inklusiv rehabiliteringscentret på Stevnshøj samt Brohøj.

– Vi gør det, fordi vi gerne vil vise de ældre, at vi tænker på dem og som tak for, at de har været med til at bygge det Stevns op, som vi kender i dag, forklarer den ene af butikkens indehavere Maria Nordahl.

Hun fortæller videre, at buketterne, så vidt det har været muligt, er bundet med danske blomster, og så er de i dannebrogs farver med store røde roser, hvide gerbera og studenternelliker, små ’daisy’er’ naturligvis i form af margueritter samt hostablade, det hele festligt pyntet med små, danske papirflag.

To blomstrende poser med stueplanter

Bilen var klar til første levering torsdag formiddag, fuld af buketter og planter til de stevnske plejecentre. (Fotos: Rikke Michael Hansen): 

 

Samira Qasem, en privat borger i Store Heddinge, havde i dagens anledning oprettet en privat indsamling via Facebook, hvor hun samlede ind til endnu flere blomster til de stevnske plejecentre.

Det lykkedes Samira at indsamle 1.600 kroner, og de blev vekslet til et fint udvalg af forskellige stueplanter til indkøbspris, som blev sendt ud sammen med buketterne fra Nordahl og Friis blomster.

To poser fulde af planter blev der til hver af plejecentrene, rehabiliteringscentret og Brohøj, med blandt andet orkideer, som forhåbentlig kan være med til at sprede lidt ekstra hygge for beboerne og de ansatte.

Anderledes travlhed

Maria Nordahl og blomsterbutikkens anden indehaver, Camilla Friis Strømsholt, var hurtige til at justere deres forretning til en forandret hverdag, bl.a. med indretning af et udendørs selvbetjeningsområde og gratis levering af buketter. Og det har vist sig at være to gode tiltag.

– Vi har travlt på en helt anden måde, end vi plejer, både med udkørsel af buketter og så fylder vi hele tiden op i selvbetjeningsbutikken, fortæller Camilla Friis Strømsholt.

Og der er travlt. Alt i mens de to piger svarer på spørgsmålene fra Stevnsbladets udsendte, har de begge travlt med at binde buketter, betjene de kunder, der kommer ind, holde et vågent øje med udendørsområdet og besvare telefonopkald.

Dronningens fødselsdag har givet ekstra travlhed med godt 20 ekstra leveringer, og dagen er kun lige begyndt.
rmh

Skriv en kommentar