(Last Updated On: 20. oktober 2021)

… og byg i stedet en ny gren på Østbanen.

Dejligt at se, at fornuften kan råde uanset politisk ståsted.
 I et indlæg i Dagbladet den 14.10. plæderer Jørgen Jensen fra de konservative i Køge for at opgradere Østbanen, så Køge får mindre gennemgående trafik fra Stevns. Vejdirektoratets forundersøgelse fra 2018 viste netop, at den nye statsvej tværs over Stevns ikke giver mindre biltrafik gennem Køge.
Fra december 2022 bliver der efter planerne indsat regionaltog fra Køge station over Køge Nord til København H. Rejsetiden er beregnet til 24 minutter. Strøby Egede er det største bysamfund på Stevns så hvorfor ikke en ny gren på Østbanen, så Strøby Egede kan betjenes?
Rejsetiden vil med tog, fra f.eks. Hårlev til København H blive på højst 44 minutter. Man skal være en meget stædig bilpendler for ikke at tage imod det tilbud! I myldretiden tager samme tur i bil omkring 5 kvarter.
Statsvejen er anslået til omkring 600 mio. kr. En ny gren på Østbanen vil koste mindre end det. Og det er som Jørgen Jensen skriver staten, der skal betale begge dele.
Så hvorfor ikke bygge en jernbane i stedet for en vej. Det kræver kun, at fornuften råder – også i Folketinget.
 Willy Karlslund, kandidat for Enhedslisten Stevns.

Skriv en kommentar