(Last Updated On: 11. marts 2020)

Dryk er mærket, som dækker over 10 forskellige varianter af plantebaserede drikke. Iværksætterparret Marina Collin Hansen og Christian Christensen, der det seneste år har boet på Stevns,står bag

Marina og Christian – og deres første levering af Dryk Havredrik. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Magleby Skov: De seneste år har plantebaserede fødevarer oplevet stigende interesse fra sundheds- og miljøbevidste forbrugere verden over.

Flere faktorer, både af sundheds- og klimamæssig karakter, spiller ind, og pilen for de kommende år peger kun i én retning for denne type produkter, nemlig opad.

– Det er et marked, der vokser fuldstændig eksplosivt, både i Danmark og i udlandet, fortæller Christian Christensen, der er iværksætter, ejer af og administrerende direktør i virksomheden ’Dryk’, som netop har lanceret de to første af en række plantebaserede drikke på det danske marked.

Et par uger med milepæle

Og ’netop’ skal forstås helt bogstaveligt, for det er kun 14 dage siden, at de allerførste paller med færdigpakkede produkter blev leveret.

Onsdag i sidste uge, hvor avisens udsendte besøgte Christian og hans samarbejdspartner, Marina Collin Hansen – som han for øvrigt også deler adresse med – var også dagen, hvor den første engroskunde kom forbi. Det var Bornholms Ismejeri som skulle hente dens allerførste ordre: 120 liter havredrik, som nu er nået sikkert frem til solskinsøen.

Og dagen efter, altså i torsdags, gik den danske hjemmeside i luften, dryk.dk, med egen webshop, hvor man nu kan købe de to første produkter på abonnement.

Og fredag eftermiddag var Dryk Havredrik Barista sat på kaffebordet på Rødvig Kro- og Badehotel. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Australien og COOP

Christian Christensen har en fortid i dagligvarekæden COOP, hvor han arbejdede i innovationsafdelingen. Da hans forslag om at udvikle et eget COOP-mærke for plantebaserede drikke ikke blev godtaget, valgte han for 2½ år siden at kvitte jobbet for at starte op selv.

– Markedet for almindelig komælk har længe været under pres. I USA har man for eksempel oplevet en tilbagegang på 30 procent siden år 2000, og landets to største mejerier er gået konkurs. Også i Danmark er mælkesalget i tilbagegang, mens plantedrikke, som er et sundt og velsmagende alternativ til komælken, er i fremgang, forklarer Christian Christensen, der inden sine godt tre år i COOP’s innovationsafdeling var selvstændig virksomhedsejer i Australien, omend branchen var en helt anden, nemlig produktion og salg af køkkenlåger.

De seneste 2½ år har al fokus været rettet på Dryk, både for Christian og Marina, der oprindeligt er sproguddannet og primært tager sig af de mange administrative opgaver i virksomheden.

Et gammel dansk ord

  • ’Dryk’ er et gammelt dansk ord for ’drik’
  • Ifølge Gammeldansk Ordbog har ordet ’dryk’ været kendt siden 1300, og ordet indgik også i Holberg-ordbogen.

I samarbejde med en svensk fabrik, der primært producerer plantebaserede drikkevarer, har de indtil videre udviklet i alt ti forskellige varianter i Dryk-porteføljen. Det er også her, de får produceret drikkene – omend der arbejdes med planer om at åbne egen fabrik på dansk grund.

– Men det er en lidt større sag, med 80 arbejdspladser og en stor investering. Så det bliver ikke lige nu, understreger Christian Christensen.

Nordiske råvarer

Alle Dryk-produkterne er udelukkende baseret på nordiske og så vidt det er muligt økologiske råvarer. Produkterne bærer dog ikke det velkendte økologimærke, da de er tilsat calcium, B12- og D6-vitamin.

Varianterne, der blev sendt på gaden i sidste uge, er to forskellige havredrikke: den ene til hverdagsbrug, den anden i en baristaudgave, som især er velegnet til at lave mælkeskum af til f.eks. cafe latten, omend den også fint kan drikkes.

Og begge varianter smager rigtig godt, lød dommen fra Stevnsbladets ansatte, som fik lejlighed til at prøvesmage:

’Den smager overraskende godt’, lød det rundt om frokostbordet i Mediehuset på Nytorv, hvor flere også fremhævede, at:

’Den ikke er så sød, som plantedrikke nogen gange kan være’.

De to havredrikke har efter åbning en holdbarhed på fem dage i køleskabe. Inden åbning kan de til gengæld holde sig i 12 måneder, da de er UHT-behandlet (UHT er en forkortelse for Ultra Høj Temperatur og er også måden, man varmebehandler mælk på).

Der er endvidere en havrekakaodrik på trapperne, og i løbet af april følger tre tilsvarende varianter baseret på grønne ærter (altså en hverdags-, en barista- og en kakaoærtedrik), to varianter af hampedrik samt én variant produceret på quinoa og en anden på boghvede.

Alle er de pakket i enliters kartoner, der kommer fra emballageproducenten Tetra Pak og består af fsc-pap med indvendig biofilm samt en bionedbrydelig plastprop.

Global strategi

I København sidder et team på tre ansatte, der hovedsageligt arbejde med design, hjemmesider, markedsføring og salg, mens Marina og Christian i høj grad arbejder hjemmefra, hvilket det seneste år har været fra en adresse på Stevns.

I april sidste år flyttede iværksætterparret nemlig ind i et af Gjorslevs huse i Magleby Skov, et skønt gammelt fiskerleje lige ud til vandet, omgivet af løv og -nåleskov samt et par enkelte naboer.

Fra denne idylliske plet på Stevns har Christian og Marina det seneste år brugt størstedelen af deres vågne timer på at udvikle og klargøre Dryk-porteføljen. For at realisere planerne er pensionsopsparinger og indtægt fra lejlighedssalg sat i spil.

Kun få kilometer væk på Gjorslev Savværk lejer de en 700 kvadratmeter lagerbygning af Gjorslev Gods. Den store røde lagerbygning, der kan rumme omkring en halv million liter Dryk, er blevet istandsat, malet og rengjort, og i det ene hjørne er desuden indrettet et mindre kontor med køkken og toiletfaciliteter. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Ambitionerne for Dryk rækker udover Danmark, og dialogen med en række udenlandske markeder er allerede i gang, heriblandt Kina, Singapore, USA, Filippinerne, England og Brasilien.

Snart kommer en engelsk udgave af hjemmesiden.

Et grønnere Stevns

Iværksætterparret er faldet godt til på Stevns, hvor de føler sig godt taget imod og hjulpet, både af godsets ansatte, deres naboer og Stevns Kommune. De nyder hver dag roen og den smukke natur, der omgiver dem, og så håber de, at Dryk-produkterne bliver et aktiv for Stevns og vil medvirke til at give Stevns en grøn profil.

– For en grøn profil vil være positivt for udviklingen af Stevns. Ville det ikke være fantastisk, hvis Stevns blev en bæredygtig kommune, der formår at bevare sine smalle veje og de velfungerende landsbyer og samtidig kan tiltrække nye borgere og arbejdspladser?, lyder det fra Christian Christensen.

En opgave, som Christian og Marina meget gerne vil være med til at løfte, for de er begge overbevist om, at et grønnere og mere bæredygtigt Stevns både vil fremme bosætning og erhvervsliv.
rmh

Her kan man købe Dryk

  • På hjemmesiden dryk.dk sælges lige nu varianterne ’Havre’ og ’Havre Barista’ i Drykbokse á seks enliters kartoner, som er det minimumsantal, man kan bestille.
  • Dryk leveres kun som abonnement.
  • Udsalgsprisen på hjemmesiden er hhv. 16,66 kr. (Havredrik) og 17,66 kr. (Havredrik Barista) for en liter. Den vejledende udsalgspris er 21,95 kr.

Skriv en kommentar