(Last Updated On: 12. juli 2021)

Aktiv Sommer: Der findes noget så særpræget som en fritflyverklub, og nej, det er ikke halsbrækkende forsøg ala Ellehammer i 1906, eller faldskærmsudspring fra Stevns Klint.

Det handler om at lade store fugle flyve frit, under kontrollede forhold i lukkede haller.

Mange har dyr hjemme

Papegøje, parakit og kakadue er populære og holdes ofte i bur, og mange er født i fangenskab og har brug for at træne i at flyve frit.

Derfor melder flere og flere ejere af de store fugle sig ind i lokale fritflyverklubber, og i sidste uge inviterede Fritflyverklubben Sjælland godt 50 børn til både opvisning og til at blive dus med papegøjerne.

Der blev fortalt om hvilke lande papegøjer kom fra, deres særkender og efter to timer vidste børnene næsten alt om fuglene, som fløj rundt om ørene på dem.

Børnene blev spurgt om hvilke dyr de havde hjemme, og de fleste svarede hunde, men flere havde også katte, fisk, skildpadder og sågar slanger. Og de unge tilhørere vidste imponerende meget om dyr og geografi.

I slutningen af arrangementet kunne forældre fotografere børnene sammen med de store fugle.

Igen den 4. august

Der afholdes et tilsvarende arrangement onsdag den 4. august kl. 12-14 i Klindt Rideskole på Stevns Landevej 85.

Tilmeldingsfristen er overstået, men man kan jo altid høre om der er ledige pladser hos enten kontaktperson Erik Kristensen (21 40 41 91) eller til Stevns.dk under Aktiv Sommer, hvor man også kan se de mange andre arrangementer for skolesøgende børn og unge i Stevns Kommune.
sky

(Foto: Klaus Slavensky)

Skriv en kommentar