(Last Updated On: 31. august 2020)

Boligsalg: Coronavirussen præger stadig hverdagen og der skal fortsat tages forholdsregler for at undgå smittespredning.

Umiddelbart efter nedlukningen af Danmark i marts, ophørte de fleste ejendomsmæglere med at afholde åbent hus-arrangementer.

Hos EDC Stevns v/ Leo Nielsen i Rødvig indførte man i stedet 1 til 1-fremvisninger med tilmelding, hvilket vil sige, at man som boligkøber kan tilmelde sig en fremvisning i et givet tidsrum, og så være sikker på, at der ikke vil være andre til stede udover den potentielle køber med familie og ejendomsmægleren.

Selv om store dele af samfundet er vendt tilbage til noget, der ligner normale tilstande, fortæller Leo Nielsen fra EDC Stevns i Rødvig, at man i butikken har besluttet at holde fast i 1 til 1-fremvisningerne for at sikre trygge fremvisninger for både købere, sælgere og egne mæglere.

– Vi vægter sikkerheden højest – det er mest trygt for både købere og sælgere, siger Leo Nielsen, og han oplyser, at købere naturligvis fortsat er velkomne til at tage egen familie eller egne rådgivere, f.eks. en håndværker med på fremvisningen.

Ved tilmelding til en 1 til 1-fremvisning på en særlig attraktiv bolig, kan det ske, at mægleren må kontakte de tilmeldte for at aftale et andet tidspunkt, hvis flere har tilmeldt sig samme fremvisning. Det betyder længere arbejdsdage for ejendomsmægleren, men det er nu engang vilkåret. EDC håber på forståelse herfor i lyset af situationen.

For at gøre det endnu nemmere at aftale en fremvisning, har EDC Stevns nu åbent på telefonerne alle ugens dage fra 8 til 22.

(Pressefoto: EDC)

Skriv en kommentar