(Last Updated On: 1. september 2020)

Store Heddinge/Faxe Ladeplads: Lørdag eftermiddag den 29. august modtog politiet en henvendelse om, at en 21-årig mand fra Store Heddinge ikke var set siden fredag aften, hvor han formentlig i nedtrykt tilstand var kørt fra Rødvig.

(Presse-fotos.dk)

Efterfølgende havde pårørende og venner ikke kunnet få forbindelse med den unge mand, ligesom ingen vidste, hvor han opholdt sig. Politiet iværksatte derfor en eftersøgning af den 21-årigen og hans bil, som han formodedes at være kørende i.

Sent søndag eftermiddag fik politiet oplysninger om, at bilen måske kunne være set på noget overvågning i eller ved havneområdet i Fakse Ladeplads. Med baggrund i disse oplysninger – sammenholdt med andre oplysninger i eftersøgningssagen – iværksatte Midt- og Vestsjællands Politi en koncentreret eftersøgning af den savnede og hans bil i havneområdet.
Det resulterede i, at politiet med assistance fra en dykker fandt en bil på bunden af havnebassinet.

I bilen befandt sig en mand, der var afgået ved døden, og som efter politiets opfattelse er den savnede.

Hans pårørende er underrettet om fundet, og politiet har ingen formodning om, at der er foregået noget strafbart i forbindelse med sagen.

Skriv en kommentar