(Last Updated On: 26. maj 2020)

Den store opbakning under coronakrisen har fået bestyrelsen i Hårlev Brugsforening til at afsætte 85.000 kroner ekstra for at afbøde tab fra coronakrisen. Dermed skænker SuperBrugsen i Hårlev i år over 175.000 kr. til gavn for det lokale foreningsarbejde.

Corona: Det er ikke kun virksomhederne, der er ramt af coronakrisen. For mange foreninger har coronakrisen betydet, at de har mistet store indtægter fra arrangementer, de normalt tjener penge på.

Det har man også bemærket i Hårlev Brugsforening og SuperBrugsen.

– På bestyrelsesmødet mandag aften den 25. maj talte vi om, hvad Brugsen kan gøre for at hjælpe de lokale foreninger, som er kommet i klemme på grund af den vanskelige situation. Hårlev Brugsforening er en vigtig del af Hårlevs foreningsliv og Hårlev er en del af os, siger brugsuddeler i Hårlev, Frank Juul Christiansen.

Uddeler i SuperBrugsen Hårlev Frank Juul Christiansen. (Pressefoto)

Bestyrelsen besluttede på aftenens møde på den baggrund at øge støttebeløbet til de lokale foreninger fra cirka 80-90.000 kroner årligt med yderligere 85.000 kroner i år for at afbøde konsekvenserne af coronaepidemien.

Brugsuddeleren forklarer videre:

– En meget stor del af medlemmerne i byens foreninger er også medlemmer af Hårlev Brugsforening, og vi ved, at coronakrisen har gjort ondt på foreningerne. Samtidig har corona-krisen vist, hvor vigtigt det er, at Hårlev står sammen om det lokale handels- og foreningsliv. Det er ingen hemmelighed, at vi i SuperBrugsen har kunne mærke en endnu større opbakning til at kunne handle lokalt under coronakrisen. Det vil vi gerne sige tak for.

Bestyrelsen enedes således om at øge det årlige beløb, som Superbrugsen i Hårlev støtter det lokale foreningsliv med, med yderligere 85.000 kroner.

– SuperBrugsen er velkonsolideret og vil kunne klare et eller flere år med røde tal på bundlinjen. Vi skal nok være der næste år, men det er ikke sikkert, at foreningerne vil kunne det samme uden en håndsrækning. Vi føler i Hårlev Brugsforening, at vi som byens egen butik ejet af medlemmerne har en forpligtigelse til at bidrage til, at Hårlev og omegns mange foreninger og rige foreningsliv fortsat kan fortsætte efter Corona, lyder det fra Frank Juul Christiansen.

Ønsker man som forening i Hårlev og omegn at få del i de mange penge, skal man sende en motiveret ansøgning til Hårlev Brugsforening.

– Jeg kan ikke garantere , at man får del i pengene eller hvor meget man eventuelt modtager i støttebeløb. Det tager vi stilling til, når vi kender antallet af ansøgninger. Vi er i en benhård konkurrencesituation til daglig. Men penge er ikke alt, for os betyder fællesskabet i Hårlev utroligt meget. Når man handler lokalt, støtter man også lokalt. Det synes vi er vigtigt, slutter Frank Juul Christiansen.

Der vil i en af de kommende udgaver af Stevnsbladet være en annonce, som forklarer, hvordan der kan søges del i de 85.000 kroner fra Hårlev Brugsforening og SuperBrugsen.

Skriv en kommentar