(Last Updated On: 23. juli 2018)

Store Heddinge/Region Sjælland: Efter sommerferien vil der – i hvert fald for en periode – atter være to medlemmer fra Stevns i Regionsrådet i Region Sjælland.

Ellen Knudsen (K), der i sidste periode var en del af Regionsrådet, blev ved dette regionsrådsvalg nummer fire og dermed førstesuppleant. Hendes partifælle Brigitte Klintskov Jerkel fra Greve blev ved valget i november nummer 2 på den konservative liste, der i alt opnåede tre mandater. Derfor blev der ikke plads til Ellen Knudsen, som til gengæld blev valgt ind i kommunalbestyrelsen.

Brigitte Klintskov Jerkel er både medlem af Folketinget, Regionsrådet og Greve Byråd. Nu frasiger hun sig så pladsen i Regionsrådet – i hvert fald frem til næste folketingsvalg.

Ellen Knudsen bliver således midlertidigt medlem af regionsrådet – foreløbigt frem til folketingsvalget.

I forvejen er Stevns repræsenteret i Regionsrådet ved Venstres Lene Madsen Milner.
rmh

 

Skriv en kommentar